At være i en stor klub som Brøndby betyder meget opmærksomhed. På både godt og ondt.

Det kan Superliga-klubbens bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, i den grad skrive under på. For han mærker ikke kun på egen krop, når det går godt eller dårligt på Vestegnen.

»Det er vildt, hvad jeg får af beskeder og mail efter en kamp. I nogle tilfælde bliver der skrevet ting som 'tak, fordi du ødelagde min weekend'. Andre gange er det mere ekstremt.«

Det fortæller Jan Bech Andersen i et interview med Politiken.

»I Brøndby har vi søndag ansvaret for at afgøre, om folk har haft en god uge. Jeg tager nogle gange dialogen med dem, der skriver. Tre dage senere kan jeg få den helt modsatte besked, hvis vi har vundet. Hvis der ikke var den elektricitet og store interesse omkring Brøndby, var klubben ikke, hvad den er,« fortsætter han.

Det er ikke, fordi Jan Bech Andersen ikke forstår de mange følelser. Han mærker dem selv, når Brøndby for eksempel smider point til Randers FC. Og mærker nerverne inden et møde med ærkerivalerne fra FC København.

»Jeg har selv været oppe at køre og måtte betale prisen for det, fordi klubben betyder så ufatteligt meget. Jeg kan nogle gange næsten ikke være i min egen krop, når jeg ser Brøndby spille,« siger han.

Søndag kunne han sammen med Brøndbys fans knytte næverne, da de blå-gule fra Vestegnen besejrede netop FCK med 2-1 på hjemmebane, så det er nok begrænset, hvor mange vrede beskeder der er tikket ind her.

Det var en kamp, hvor VAR i øvrigt endnu en gang stjal noget af opmærksomheden, og B.T.s dom fra opgøret kan du læse her.