Jeg bryder mig ikke om VAR. Eller.

Det var for diplomatisk, for jeg hader det system, som lige nu stjæler alle overskrifter og suger energien og glæden ud af fodbold. Jeg er sådan set ligeglad med, hvem systemet tilgodeser eller snyder med den ene og anden kendelse.

I derbyet endte det igen med at handle om VAR og altså tre specifikke situationer. Et underkendt FCK-mål, hvor jeg og andre kan brokke os over selve reglen om, at bolden under ingen omstændigheder – uanset hvor tilfældigt – må ramme en hånd inden et mål. Og hvor jeg kan undres over, at der ikke blev dømt Brøndby-hånd på bolden og dermed straffe inden, når en lignende situation kostede AGF sejren i Parken for en uge siden.

Der var også et Brøndby-straffespark, som VAR i mine øjne korrekt fangede. Og så et FCK-mål, hvor Jonas Wind lignede en mand i offside, men ikke blev dømt det.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Alle tre situationer kan folk helt sikkert være både enige og uenige i, men mit store problem er et andet og meget berørt.

Nemlig at vi nu med sikkerhed ved, at vi aldrig kan juble eller græmme os lige efter et mål. For vi skal jo lige have dommerne ude i varevognen i gang med videokassen.

De har taget suget i maven fra os – eller i hvert fald fra mig. Og hvad har jeg så fået til gengæld?

Retfærdighed? Ikke rigtigt. Det er ellers VARs eneste eksistensberettigelse: At gøre fodbold mere retfærdigt. Det er i sig selv et tyndt grundlag, for fodbold er følelser, uanset hvor stor den kliché er, og spillere, trænere og fans vil for altid føle sig uretfærdigt behandlet, hvis kendelsen ikke er gået deres vej.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jeg havde inden VAR håbet på én lille ting, og det var, at vi måske nu kunne acceptere, at når fire dommere på banen og to foran skærmen i VAR-vognen havde truffet en beslutning, så var det også den rigtige.

Det har vist sig, at det så heller ikke er nok, efter dommer Sandi Putros tidligere på sæsonen indrømmede tre(!) forkert dømte straffespark i én kamp. Så sidder jeg ikke med følelsen af at have fået mere retfærdighed i fodbold.

Til gengæld sidder jeg og overvejer, hvem VAR er til for? Det kan ikke være til fansene, som er blevet frarøvet enhver mulighed for at eksplodere i glæde. VAR er til fodboldhjernerne – ikke til fodboldhjerterne.

Jeg vil have glæden tilbage til fansene. Glæden, når deres hold scorer. Eller når kampen fløjtes af, og de har vundet på nationalstadionet.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De skal have lov at få de momenter, hvor de for altid kan huske, hvor de var i lige de euforiske eller glædesknusende sekunder.

Nu kan du i stedet glæde dig til om ti år at skulle tænke tilbage på, hvor du befandt dig, da dit idol efter fire slows, to streger på skærmen og en hoveddommer foran et tv på sidelinjen fik anerkendt et mål, der først var blevet dømt offside.

Jeg har hørt argumenter om, at det ikke er systemet, den er gal med, men dommerne, der ikke er dygtige nok. Jeg er uenig.

For mig er det systemet, der er problemet. Det er systemet, der fjerner følelserne – og jeg får som fodboldelsker ikke noget til gengæld.