Der har været tavst omkring Ebbe Sand, siden han for et halvt år siden sagde farvel til Brøndby på dramatisk vis.

Nu brager han direkte tilbage på scenen som Åge Hareides assistent på det danske landshold frem til og med sommerens EM. Og der er altså stadig en del ubesvarede spørgsmål, efter Ebbe Sand selv valgte at trække sig fra jobbet i Brøndby.

Den tidligere Brøndby-bomber kunne tilbage i juli via medierne følge med i, hvordan Brøndbys klubejer, Jan Bech Andersen, havde udset sig Carsten V. Jensen som den øverst sportslige ansvarlige i klubben.

Da Ebbe Sand derefter fik tilbuddet om at fortsætte i en rolle mere dedikeret til talent- og ungdomsarbejdet, blev det et nej tak. Han valgte i stedet at forlade Brøndby.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvordan havde du det med den måde, det sluttede på i Brøndby?

»Det var ikke det, jeg havde regnet med. Det skal jeg være den første til at sige. Klubben har truffet en beslutning, og det er de altid i deres gode ret til, hvis de vil gå i en anden retning eller få en anden mand ind over. De ville have fortsat med mig i en anden funktion, men det takkede jeg nej til. Det er også jeg glad for nu, selvom det efter forløbet lidt gav sig selv. Det gør, at jeg nu har muligheden for at komme ind omkring DBU nu igen.«

Hvorfor takkede du nej til Brøndbys tilbud?

»Den måde… Du ved selv, hvordan det skete, og hvordan det kom frem. Det var lidt svært at kigge frem i en anden rolle efter den måde, som tingene blev grebet an på. Den rækkefølge, som tingene foregik i. Jeg syntes ikke, der var andre muligheder end at takke nej og komme videre.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jan Bech nævnte i forbindelse med dit farvel, at medierne havde givet dig en uværdig behandling. Er du enig i det?

»Det vil jeg ikke kommentere. Det er der ingen grund til at hænge sig mere i. Det er så lang tid siden nu, og der er skrevet nok om det. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen bad feelings. Sådan er gamet desværre en gang imellem. Jeg er længe videre.«

Jeg er nysgerrig efter, om du også synes, at det var mediernes skyld, at det endte, som det endte?

»Nej, det synes jeg bestemt ikke, at det var. Det viste sig jo, at der var noget om historien. Så det er mediernes opgave at dække de ting, der nu engang sker. Det er svært at sige, at det er mediernes skyld, når historien var rigtig. Så det synes jeg ikke, at man på nogen måde kan give medierne skylden for. Det vil jeg i hvert fald ikke gøre.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Følte du dig dårligt behandlet til sidst i Brøndby?

»Jeg gider ikke at snakke i overskrifter. Der er ingen grund til at hænge sig i det mere - og slet ikke når vi står i den situation nu. Der er blevet skrevet nok om det. Jeg piver ikke. Jeg har oplevet det, der var værre. Værre var det heller ikke. Man kan altid diskutere forløbet, men jeg ser ingen grund til at bruge en masse krudt på det nu.«

Det er første gang, vi taler med dig efter dit farvel til Brøndby. Har du haft med i overvejelserne, om det var det værd at komme tilbage i mediemøllen?

»Nej, jeg har egentlig altid haft et fint forhold til medierne. Sådan er gamet. Det nytter ikke noget at pive over det. Livet går videre. Det skal ikke handle om Brøndby, så når jeg er i den her sammenhæng, er det spørgsmål om DBU og slutrunden. Hvad der er sket tidligere, er ikke afgørende i forhold til den opgave, der er nu. Så vil der komme et par spørgsmål, og sådan er det,« siger Ebbe Sand og slår fast:

»Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. At jeg røg ud så tidligt i Brøndby, er lige nøjagtig det, der har banet vejen for den her mulighed. Så jeg vil hellere vende det til noget positivt end noget negativt. Det er lang tid siden, at jeg stoppede i Brøndby, så lige nu og her handler det om fuldt fokus på DBU og den kommende slutrunde. Kalenderen er ryddet frem til den 12. juli, så vi giver den gas.«