Thomas Delaney er som regel en hård nød at knække. Men den seneste sæson i Dortmund var alligevel en sej omgang for ham.

Det forklarer han i et interview med det tyske medie Ruhr Nachrichten.

»Det var en meget svær sæson for mig, både fysisk og mentalt. Det stod aldrig helt klart, hvad der var galt med mit knæ, men smerten var ikke til at tage fejl af.«

I sidste sæson blev det kun til 14 kampe for danskeren, der døjede med en række skader. I november sidste år rev han et ledbånd over, og sidenhen fulgte problemer med knæet. Da han så endelig var tilbage i form kom coronaen og afblæste sæsonen for en stund. Efter genstarten kæmpede den uheldige dansker med en muskelskade.

Den svære sæson fik også rygter om et muligt exit fra den tyske klub til at blusse op. Rygterne kom dog som en overraskelse for Delaney, der ikke på noget tidspunkt har haft i sinde at forlade klubben. Han forklarer, at klubben heller ikke har indikeret, at han var på vej ud af døren.

Konkurrencen er ellers benhård. Foruden Axel Witsel har Dortmund tilføjet Emre Can og senest det unge stjerneskud Jude Bellingham til truppen på midtbane-positionen. Der bliver altså nok at slås for for den 28-årige dansker, som dog har en fightervilje uden lige. Han skal nemlig ingen steder og vil kæmpe røven ud af bukserne for at tilbageerobre en startplads hos Dortmund.

»Konkurrencen på min position er enorm, men det har den hele tiden været. Jeg tror så meget på mig selv, at jeg stadig er overbevist om, at jeg spiller en vigtig rolle i klubben.«

Delaney er på nuværende tidspunkt i så god fysisk forfatning, at han meldes klar til sæsonstarten. Den tyske pokalturnering går i gang fra 11. til 14. september, mens ligaen starter op weekenden efter.