En flok små børn opvokset i et diktatur.

Sådan beskriver den svenske trænerlegende Sven-Göran Eriksson de Manchester United-spillere, han havde til rådighed, da han stod i spidsen for det engelske fodboldlandshold fra 2001 til 2006.

Det skriver Aftonbladet.

Ifølge den 72-årige svensker skyldtes United-spillernes specielle måde at være på nemlig United-legenden sir Alex Ferguson, der med en stram disciplin havde formået at skabe et diktatur i den engelske storklub.

78-årige Alex Ferguson.
78-årige Alex Ferguson. Foto: ED SYKES
Vis mere

»Han var som en diktator. Især over for de engelske spillere, der voksede op i klubben. I Fergusons øjne voksede de aldrig op. De var hele tiden hans små børn,« siger Sven-Göran Eriksson i podcasten 'Coach meet coach'.

De engelske United-spillere – anført af David Beckham – skulle behandles på en helt anden måde end resten af landsholdstruppen, forklarer den svenskeren, der stod i stærk kontrast til Fergusons måde at gøre tingene på.

Og mødet med Sven-Göran Eriksson var derfor noget af en omvæltning for United-stjernerne i starten af 00'erne.

'Pludselig stod de over for en træner på landsholdet, der talte til dem på en anden måde og behandlede dem som voksne med respekt,« forklarer han og tilføjer:

Nu 45-årige David Beckham i den engelske landsholdstrøje i 2006.
Nu 45-årige David Beckham i den engelske landsholdstrøje i 2006. Foto: ARNE DEDERT
Vis mere

»Vi diskuterede alt, og jeg var nødt til at tage dem med ind over beslutninger i forhold til, hvor vi skulle bo inden turneringer og så videre.«

Sven-Göran Eriksson har foruden jobbet som engelsk landstræner en lang trænerkarriere bag sig.

På hans træner-cv står der blandt andet prominente adresser som Benfica, Roma, Lazio og Manchester City.

I tiden som engelsk landstræner formåede han at føre England til kvartfinalen ved VM i 2006 som sit bedste resultat.