»Vi havde en vild oplevelse i mandags,« fortæller han.

Han er nærmest blæst bagover.

For første gang i lang tid var landsholdets træning åben for offentligheden. Der var gratis øl, pølser og sodavand til de fremmødte, og inden træningen forsøgte han og resten af DBU at vurdere, hvor mange der mon ville komme en mandag eftermiddag med dårligt vejr.

»Vi gættede på 800 eller 1.000 mennesker, men der kom næsten 2.000. Det var helt vildt. Vi blev nærmest lagt ned.«

Sådan siger Anders Hagen, der er fankoordinator i DBU.

Efter EM-slutrunden, der bød på kollaps, frygt, gråd, tårer, en fabelagtig genrejsning og en sjældent set ekstase, er det glade 'landsholdsraseri' overvældende.

Og det er mandagens træning i Helsingør et eksempel på.

»Det har været helt hjernedødt og helt vildt at opleve interessen,« er de første ord, der kommer ud af hans mund, da han skal beskrive de seneste måneder.

København forvandlede sig til en stor fest under EM-slutrunden.
København forvandlede sig til en stor fest under EM-slutrunden. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vildt og voldsomt,« er de næste, han bruger om den vanvittige interesse, landsholdet lige nu oplever.

Lørdag skal Danmark møde Moldova, som ligger nummer 180 på verdensranglisten og befinder sig knap 1.800 kilometer fra København. Alligevel er der udsolgt på udebanetribunen blandt danske fans.

Bevares er der kun plads til 330 danskere, da kapaciteten er nedsat på grund af covid-19, men det er alligevel opsigtsvækkende, at en kamp mod en så usexet modstander så langt væk fra Danmark kan tiltrække så mange danske tilhængere.

»Det havde jeg aldrig troet. Moldova-kampen blev allerede udsolgt omkring EM-slutrunden. Det er jo fuldstændig sindssygt,« forklarer Anders Hagen.

Det er sådan set dejligt nemt, hvis du er landsholdsfan og gerne vil ind at se en kamp. Lige for tiden er alle kampe udsolgt, bortset fra udekampen mod Skotland i november, hvor nogle hundrede pladser er blevet frigivet.

I skrivende stund skal cirka 3.000 danskere derover til en kamp, der i princippet kan være ligegyldig rent sportsligt, da Danmark allerede kan være VM-klar på tirsdag i tilfælde af sejre mod Moldova og Østrig.

»Personligt har jeg aldrig oplevet noget lignende,« siger den 31-årige Anders Hagen om stemningen omkring landsholdet.

»Jeg hører, at det måske slår stemningen, der var omkring landsholdet i 1980erne. Vi har jo ikke noget på hylderne i forhold til billetter.«

Stemningen er selvfølgelig heller ikke noget, der er gået landsholdsdrengenes næser forbi.

»Under EM var det helt fantastisk. Inden kampene forberedte trænerteamet video og billeder fra gaderne, og man blev næsten helt misundelig,« sagde Pierre-Emile Højbjerg torsdag – dagen inden landsholdet drog til Moldova.

»Det har været enestående.«

For landstræneren Kasper Hjulmand – der i skrivende stund er et godt bud på Danmarks mest populære mand – har det også været vigtigt, at spillerne mærker den enorme feber, der raser omkring landsholdet lige nu.

»Det kan være svært, når spillerne sidder derude, at finde ud af, hvad der sker derhjemme. Det finder de så ud af, når vi spiller to kampe i september for fuldt stadion,« fortæller han.

»Det giver en stolthed, og det giver en mening med det, vi laver. Jeg brugte et enkelt møde til at fortælle spillerne om det og viste dem lidt om, hvordan det er derude.«

Under EM-slutrunden var det i perioder nærmest umuligt at opstøve en landsholdstrøje, da de alle blev revet væk.

Hele Danmark blev grebet af det danske landshold. Og indtil videre er effekten ikke aftaget. Heller ikke i udlandet.

»Under EM oplevede jeg især en masse unge kvinder, der har fået smag for fodbold – den oplevelse, de havde til EM, og den store fest, det var. Der mærkede de fællesskabet og feberen,« siger Anders Hagen.

»Vi er jo lidt af en kæledægge ude i verden efter EM. Det har aldrig været meget bedre at være landsholdsfan end nu.«