Landstræner Kasper Hjulmand er populær som aldrig før.

Efter en magisk EM-sommer har interessen næppe været større for både landsholdet og Hjulmand selv.

I øjeblikket brager Danmark af sted mod en plads ved VM i Qatar næste år, og det har kun fået opmærksomheden til at eksplodere.

Det mærker landstræneren selv, der har måttet lukke ned for sit virke som foredragsholder i dette efterår.

Mixed zone og træning med herrelandsholdet i fodbold i Helsingør torsdag den 7. oktober 2021.
Mixed zone og træning med herrelandsholdet i fodbold i Helsingør torsdag den 7. oktober 2021. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Jeg var inde og se, om jeg kunne booke et foredrag med dig, men der er ikke flere ledige datoer før udgangen af 2022. Er det normale tilstande?

»Jeg har sagt nej til stort set alt i efteråret. Jeg har sagt ja til de lidt større ting, eksempelvis med topmødet i Fredericia. Ellers har jeg sagt nej til alt,« forklarer Hjulmand og fortsætter:

»Mit job er at være landstræner. Jeg har brugt alt min tid på at forberede mig, og jeg har rejst rundt i Europa (for at besøge spillere, red.), som jeg ikke har kunnet i lang tid. Der er lidt huller for mig personligt i december og januar, men ikke særligt meget. Så derfor har jeg valgt at lukke ned,« siger han.

Men Hjulmand fortæller, at det ikke er, fordi der mangler interesse for hans foredrag, som har titlen 'Guldet skabes i hverdagen'.

»Det har været helt overdrevet. Der har været flere hundrede henvendelser, men jeg har ikke grundlæggende tid i kalenderen. Jeg ved jo ikke rigtigt endnu, hvordan en dagligdag som landstræner er, fordi det har været imens, der har været corona,« lyder det fra den populære landsholdschef.

Hjulmand har helt personligt også måttet vænne sig til en ny virkelighed, når han begiver sig rundt i det danske land og stoppes af fans.

»Det er stadigvæk lidt overvældende. Det er masser af søde mennesker i alle aldre. Piger, drenge, mænd og kvinder, som synes, det er mega fedt med landsholdet,« siger han.

Under landsholdets træninger i denne uge i Helsingør har der mandag til onsdag været åbent for offentligheden. Og den mulighed har flere hundrede grebet.

»Det er bare dejligt. Jeg er igennem mange år kommet til landsholdstræninger. Åbenheden ved træningerne er helt unik i Danmark, og der var rigtigt mange her i mandags og de seneste dage. Jeg ved ikke, om børn ikke går i skole mere, men der var i hvert fald mange,« griner Hjulmand og tilføjer:

»Det er fedt. Det giver også spillerne noget, at der er folk omkring, når de træner. Det er dejligt at se en masse børn i landsholdstrøjer, og som har spillerne som idoler.«

Danmark møder lørdag Moldova på udebane i VM-kvalifikationen, hvor en sejr kan bringe dem et skridt tættere på VM-deltagelse.