Kasper Schmeichel agerede onsdag royal vært, da kronprinsesse Mary kiggede forbi landsholdslejren.

Det gjorde hun som led i projektet 'Antibulli Fodbold', som er et redskab, der skal bekæmpe mobning i blandt andet fodbold. Og her er den danske landsholdsstjerne ambassadør sammen med blandt andre kvindelandsholdets Pernille Harder.

Projektet har været længe undervejs, afslører Schmeichel.

»'Antibulli' skulle egentlig have været sat i værk for lidt over to år siden, men så ramte corona,« siger han og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Onsdag havde vi så fint besøg af Kronprinsessen, og det var første gang, vi kunne få mulighed for at lave nogle optagelser til det. Det bliver lanceret snart og er et rigtig godt projekt,« siger landsholdsprofilen, der sammen med resten af landsholdet trænede en sidste gang torsdag inden afrejse mod Moldova.

Som et led i optagelserne var Kronprinsessen med inde på banen sammen med Kasper Schmeichel, hvor der blev øvet udspark.

Den royale gæst fik også mulighed for at sparke straffespark på Schmeichel.

Du skal selvfølgelig være diplomatisk – men hvordan var Kronprinsessens evner på banen?

»Overraskende gode! Det må jeg indrømme. Der blev sparket langt, og hun har måske bedre teknik end et par af spillerne her. Men det er heller ikke svært,« griner han.

'Antibulli'-projektet er en del af Mary Fonden og sker i samarbejde med DBU. Det beskrives som et 'antimobberedskab' til ungdomstrænere, der har hold i alderen 6-12 år.