»Christian!,« sang de finske fans. »Eriksen!,« svarede danskerne.

Det var en heftig emotionel rutsjebanetur, som sjældent er oplevet før til en fodboldkamp på dansk jord. Og nu kan fansene fra Danmark og Finland, der stod igennem oplevelsen, da Christian Eriksen kollapsede i Parken, blive hædret med en fornem pris.

Fansene til EM-kampen i Parken i København mellem Danmark og Finland er nemlig nomineret til ‘The Best FIFA Fan Award’.

»De to holds fans skabte et stort fællesskab og bakkede hinanden op, i den svære situation, hvor alle ventede på nyt. Vi er meget stolte af vores egne fans, og vi kunne ikke være mere taknemmelige for finnernes gestus,« skriver DBU på Instagram om nyheden fra Fifa.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Opgøret var det måske mest imødesete fodboldbrag nogensinde på dansk jord - den første EM-slutrundekamp på dansk græs i historien!

Men kort før pausen af kampen gik fodboldverdenen og Parken i chok, da Christian Eriksen for øjnene af de 38.000 tilskuere faldt om med hjertestop.

I de nervepirrende minutter, mens Eriksen modtog førstehjælp på banen, sang de to fangrupper den danske stjernes navn i en smuk gestus.

Det er blandt andet årsagen til, at de danske fodboldfans, som var til stede til Finland-kampen, og som har støttet landsholdet gennem tykt og tyndt i et af de vildeste landsholdsår, 2021, er nomineret til hæderen sammen med de mange tusinde finske fans, som også var på plads i Parken og støttede op om spillerne og hinanden i de svære timer, hvor ingen vidste, hvordan det stod til med Christian Eriksen.

De øvrige nominerede er tyske fans, som har samlet ind til ofrene for de ødelæggende oversvømmelser i Tyskland i sommer samt 11-årige Imogen Papworth-Heidel, som med en drible-udfordring har samlet penge ind til velgørenhed.

Fodboldfans kan stemme på de tre nominerede på fifa.com. Vinderen annonceres den 17. januar til det store Fifa-fodboldshow, hvor også verdens bedste fodboldspiller skal findes.