Han orkestrerer hele Kronjyllands offensiv, når hestene fra Randers FC går til angreb.

Der er selvfølgelig tale om et af øjeblikkets hotteste navne i Superligaen, danske Vito Hammershøy-Mistrati. Selvom han bader sig i sportslig succes, har det ikke altid ligget lige til det drønfarlige højreben, at midtbanespilleren skulle blive en profil i Superligaen.

På vejen til succes har den 29-årige dansker været forbi flere klubber i de lavere rækker i Danmark, og det har også betydet, at lønniveauet højst sandsynligt ikke var særlig overvældende. Dét lagt oveni, at Hammershøy-Mistrati, ifølge ham selv, kedede sig og ikke altid har haft så meget at stå op til, betød, at han også havde sig nogle job ved siden af fodbolden. Et af dem hos sushikæden Sticks'n'Sushi.

»Jeg arbejdede i Sticks'n'Sushi i Lyngby i tre måneder eller sådan noget, før jeg fuldstændig døde. Det er måske hårdt at spille fodbold, men jeg kan godt sige jer, at det kan du gange med ti, hvis du skal være tjener. Hold kæft, det er hårdt,« siger Hammershøy-Mistrati til TV3-programmet 'Offside'.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I programmet fortæller Hammershøy-Mistrati, at han kæmpede hårdt for jobbet, selvom det var et hårdt job, som han ikke holdt i særlig længe.

»Jeg var til jobsamtale, og det var ret skørt. Jeg troede bare, at jeg skulle ind og servere noget sushi, men sådan hænger det altså ikke sammen på Sticks'n'Sushi, kan jeg godt sige. Der skal man til optagelsesprøve, have ti vagter og alt mulig, før du kan få lov at få et job,« siger han.

29-årige Hammershøy-Mistrati har gennem sin seniorkarriere været forbi klubberne Næstved BK, Lyngby BK, FC Helsingør, HB Køge og Hobro IK, inden han skiftede til Randers FC i 2019.

Et skifte, som han efterfølgende åbnede ærligt op om. Dengang fortalte Randers-spilleren, at han simpelthen ikke var komfortabel med det pres, det medførte, at han blev solgt for et millionbeløb, men siden da har det være en stor succeshistorie. I denne sæson er det blevet til fire mål i otte kampe for midtbanespilleren.

Du kan se klippet af Vito Hammershøj-Mistrati, der fortæller om jobbet hos Sticks'n'Sushi, øverst i artiklen.