Vi er vant til at blive ført igennem fodboldkampe fra Barcelona til Brøndby og Anfield til Aalborg til lyden af hans entusiastiske medleven, millimeterpræcise timing og ikke mindst drillende stikpiller til makkeren Per Frimann i kommentatorboksen.
Men gennem de seneste otte måneder har Danmarks måske bedst kendte fodboldstemme været tavs.
Nu taler Carsten Werge, der i årtier har været danskernes lydtapet til store og små kampe i Superligaen, Champions League-finaler og EM- og VM-slutrunder, langt om længe igen.
Heldigvis gør han det. For stemmen, vi kender så godt, kunne være blevet bragt til evig tavshed. Det blev den ikke. I stedet er den nu klar til at gøre comeback på skærmen under søndagens superligakamp mellem Brøndby og Randers.
Men mål og muligheder er ikke det eneste, den velkendte stemme fra NENT Groups kanaler er klar til at kommentere.
Carsten Werge er nu også klar til at fortælle om de mange måneder væk fra skærmen og et langt, dramatisk sygdomsforløb, der bragte ham i koma og ultimativt kunne have kostet ham livet. Et forløb med utallige operationer, måneder uden for bevidsthed og store komplikationer.
»Jeg blev lagt i koma, fordi mine lunger klappede sammen, jeg fik blodpropper og flere andre ting. Jeg var i koma i et par uger, inden de tog mig ud igen. Jeg havde et kæmpe infektionstal på over 600, kan jeg se i min journal i dag. Så jeg var helt vildt syg,« fortæller Werge, da B.T. besøger ham i hjemmet i Hvidovre.
Det var samme sted, det hele startede en junidag sidste år. VM var i fuld gang, og Werges næstældste datter stod klar til at springe ud som student, da den snart 60-årige kommentator ud af det blå blev ramt af akut betændelse i bugspytkirtlen.
En sygdom, mange ikke kender, men også en sygdom, der kan være væsentlig værre, end den lyder.
»Vi sad ude i haven sankthansaften - min kone, mine børn og jeg. Vi havde fået lidt at spise og går i seng klokken 23. Da jeg vågner klokken fem næste morgen, har jeg det ad helvede til. Helt ubeskrivelige smerter i maven,« fortæller Carsten Werge.
»Jeg blev bange med det samme og sagde til min kone, at hun skulle ringe efter en ambulance. De kom hurtigt, og de kunne se, det var skidt. Derfra kan jeg ikke huske de næste to en halv måned. Jeg kan intet huske.«
Werge blev indlagt en søndag morgen. Dernæst forsvandt bevidstheden. Torsdag fik betændelsen i maven, de sammenklappede lunger og blodpropperne lægerne til at sende ham i koma. Mens Werges datter fik studenterhuen på hovedet, kæmpede hendes far for livet.
»Jeg tror, det var en 50/50. Da min datter blev student, fik min kone at vide, at det godt kunne ende på en meget grim måde. Og så længe jeg var på intensiv, var vi der, hvor det var livstruende. Det er fuldstændig gået forbi min næse, men det har været sindssygt hårdt for min familie. Så jo, det var lige oppe over,« fortæller den folkekære kommentator.
Werge kæmpede for livet i mange uger. Først i koma, dernæst i hospitalssengen. Store plamager af betændelse i maven tærede på kroppen, mens kroppens øvrige organer blev kraftigt påvirket.
Kun familien, et par nære venner og Werges arbejdsgiver vidste noget om kommentatorens alvorlige tilstand. Werge selv var uden for bevidsthed, da hans arbejdsgiver i slutningen af juli fortalte offentligheden, at han var ramt af bugspytkirtelbetændelse.
»Om jeg var i koma eller ikke i koma, var på det tidspunkt lige meget. For jeg vidste det ikke. Jeg anede ikke noget. Det er mærkeligt, så meget tid der er forsvundet. Det er noget pudsigt noget bare at rive to en halv måned ud af kalenderen, når man er vant til at være rimelig meget til stede.«
Offentligheden fik dog intet at vide om graden af Carsten Werges alvorlige tilstand. Det er først i dag, han fortæller om en sommer og et efterår, der forsvandt.
To en halv måned efter indlæggelsen i juni blev han selv klar over sin situation. Komaen havde understøttet hans organer, men han var stadig meget syg.
»Jeg har ikke styr på tid eller noget, men efter noget tid røg jeg fra intensiv til semi-intensiv, og efterhånden blev jeg mere klar i hovedet. Der lå jeg i hospitalssengen - og jeg kunne intet. Jeg kunne ikke bevæge mine arme. Jeg kunne ingenting. Jeg havde selvfølgelig også tabt mange kilo. Det var meget mærkeligt at ligge der, når man har været vant til at have styr på tingene i hele tilværelsen, og det er gået godt i ens liv.«
»Pludselig ligger man og er fuldstændigt overgivet til andre menneskers pleje. Det var hårdt. For man ligger og tænker 'hvor ender det her'? Også fordi jeg aldrig havde hørt om den sygdom, jeg havde,« fortæller han.
»Den første tid kunne jeg dårligt huske, hvad det var, jeg fejlede. Det var meget mærkeligt at ligge der og kigge op i loftet. Dagene var lange, og der var hele tiden nogen, der skulle stikke i mig, og hele tiden nogen, der skulle undersøge mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne ikke gå på toilettet. Jeg kunne ikke en skid selv,« husker Werge.
Det var først her, den 59-årige journalist fik muligheden for at tænke over, hvad der var sket - og betydningen af den alvorlige sygdom, der havde ramt ham.
»Når man ligger på den måde, jeg lå i lang tid, kan man ikke lade være med at tænke på døden. 'Gad vide, om jeg overlever det her.' Lægerne og plejerne på Hvidovre Hospitals Gastro-afdeling med cheflæge Srdan Novovic i spidsen var fantastiske og gode til at fortælle og forklare, at jeg nok skulle komme igen, men jeg havde det simpelthen så dårligt. De første mange måneder kastede jeg op hele tiden, og jeg havde så mange problemer med min mave, at jeg ikke kunne spise noget,« fortæller han.
»Den største ansamling af betændelse var på størrelse med en håndbold. Og jeg havde betændelsestilstande i det meste af maven. Ansamlingerne var alle vegne.«
Betændelsen skulle naturligvis væk, men inden Werge vågnede, havde det ikke været muligt for lægerne at bortoperere ansamlingerne. Fremskridtet var derfor begrænset, men det ændrede sig. Først på efteråret kunne lægerne derfor endelig begynde på de utallige operationer, der skulle hjælpe Carsten Werge tilbage til livet og hverdagen.
»Efterhånden havde ansamlingerne taget en form og lå sådan, at de kunne begynde at lave de endoskopier og operationer, som de skulle. Jeg er lidt i tvivl, om jeg har fået 14 eller 16 operationer. Det kan jeg ikke helt finde ud af. Men de har været nede et hav af gange. Nogle gange to gange om ugen. En enkelt eller to af operationerne satte gang i blødninger. Det var ikke rart,« fortæller Werge, der i starten frygtede, om han ville vågne igen fra operationerne, men med tiden næsten vænnede sig til dem.
Operationerne hjalp nemlig. I oktober blev kommentatoren endelig udskrevet. Men kampen var langtfra slut.
»Jeg var indlagt i fire måneder. Men min læge sagde, at fra du bliver syg, eller endda fra du bliver udskrevet, skal du regne med et år, før du er nogenlunde dig selv igen.«
»Når man er utålmodig fra naturens hånd, skal det helst gå hurtigt. Da jeg kom hjem efter fire måneder, kunne jeg ikke gå ude fra vejen ind til hoveddøren. Jeg måtte sætte mig på bænken undervejs. Det fortæller noget om, hvor skidt jeg var kørende, selv om jeg havde genoptrænet på hospitalet.«
Komaen og de mange uger uden for bevidsthed gik hårdt ud over Werges muskler og krop, der i alt blev 30 kilo lettere i løbet af sygdommens forløb. Men heldigvis gik udviklingen den rigtige vej. I hvert fald de efterfølgende uger. Kommentatoren blev stærkere, indtil han løb ind i komplikationer.
Væske løb til maven, og i det sene efterår og den tidlige vinter tog Werge hver dag mindst et kilo på fra al den væske. Hans mave voksede tilsvarende, og han var derfor tvunget til en gang om ugen at få lagt et dræn i maven og få væsken pumpet ud.
»Det satte mit humør ret langt tilbage. Nu syntes jeg lige, det gik fint. Og det gjorde det så ikke på grund af det her. Samtidig var al den genoptræning, jeg havde lavet, egentlig spildt. Det var lidt en dræber. Men de havde fra start sagt, at det ville være to skridt frem, tre tilbage. To skridt frem, et tilbage. Og sådan blev det,« fortæller Werge.
Siden har han nemlig taget mange skridt frem. Lægerne foreslog, at han startede med hormonindsprøjtninger, og de indsprøjtninger har de seneste uger fået væsken i maven til at forsvinde. Raskmeldt er Werge endnu ikke, men det er efterhånden så tæt på, som det kan komme.
»For mig er det et tegn på, jeg er ved at være der. Jeg siger ikke, der ikke kan komme yderligere komplikationer, men jeg tror det ikke. For jeg har det godt. Siden jeg startede med at tage hormonindsprøjtningerne, har jeg kunnet træne, og min kone og jeg går lange ture. Nu tager jeg dem ikke mere.«
Carsten Werge har været langt nede. Nu er han næsten oppe igen. Fysikken er væsentligt mindre, end den var før sygdommen, men den er tiltagende i styrke. Betændelsen er væk, organerne fungerer, og ugerne i koma er blot et minde, der aldrig har eksisteret.
»Nu har jeg det godt. Livet går videre, og jeg har talt med en psykolog om nogle af de tanker, som skulle fjernes fra hovedet. Tanker om at dø. Men jeg er ikke bange. For jeg har det simpelthen godt.«
Lægerne, som Werge roser til skyerne, har været i stand til nærmest hvad som helst. Men de har ikke kunnet forklare, hvorfor han - en mand, der ikke drikker - blev ramt af en sjælden sygdom, der typisk rammer alkoholikere. Ikke desto mindre var det præcis, hvad der skete.
Men Werge overlevede, og nu kan han se tilbage på de seneste otte måneder med en blanding af ærefrygt og glæde over livet. Den banale glæde, som han kalder den.
»Det er jo så banalt, men man lærer at værdsætte, at man lever. Det skal man også en gang imellem gøre, når man har det godt. For det varer ikke ved. Det har jeg opdaget. Jeg har selvfølgelig godt vidst, at legen ville slutte på et tidspunkt, men jeg havde jo aldrig regnet med, at jeg skulle rammes af noget som helst. Når man ikke har været syg, tænker man ikke i de baner. Og det skal man heller ikke. Men man skal måske værdsætte lidt mere, end vi alle sammen går rundt og gør.«
Nu kan Carsten Werge værdsætte, at hverdagen i det små er på vej tilbage. Han kan endnu ikke kaste sig fuldtids ind i sit gamle job rundtomkring på alverdens stadioner, men mindre kan også gøre det.
'Et skridt ad gangen' bliver mantraet på vejen tilbage til positionen som Danmarks førende fodboldkommentator.
Første skridt tages søndag aften i Brøndby. Dog uden Per Frimann.
»Nu kaster vi os ud i det. Så må vi se, hvor dårlig jeg er,« slutter Werge med et grin.
Fodboldstemmen er ikke længere tavs.
