Den kendte fodboldkommentator Carsten Werge er fortsat indlagt, men i bedring. Det fortæller han selv på Twitter.

'Det går heldigvis fremad. Er stadig indlagt, men skal nok få kæmpet mig tilbage. Tak for interessen og god dag på stadion,' skriver den 59-årige kommentator, efter en Twitter-bruger spørger til, hvordan Werge har det.

Det er to måneder siden, at Nordic Entertainment Group meddelte, at TV3 Sports mangeårige fodboldkommentator var blevet ramt af betændelse i bugspytkirtlen og var sygemeldt på ubestemt tid.

Der er stadig intet nyt om, hvorvidt eller hvornår Carsten Werge igen vil være at finde på skærmen, men den seneste Twitter-melding tyder i hvert fald på, at det går den rigtige vej for kommentatoren.

I pressemeddelelsen fra den 31. juli stod der blandt andet:

'Carsten er indlagt og gennemgår i øjeblikket et behandlingsforløb, som gør, at han er sygemeldt på ubestemt tid,' fortalte sportschef på TV3 Sport Kim Mikkelsen.

'Vi forventer, at Carsten kommer tilbage i aktion på et tidspunkt, men vi ved også, at det kommer til at tage en rum tid. Her og nu har han og familien brug for tid og ro til at komme igennem forløbet.'

Da det kom frem, at Carsten Werge var sygemeldt, var mange af kollegerne på Viasat hurtigt ude og ønske god bedring. De hilsner kan du læse her.

Carsten Werge har igennem en årrække lagt stemme til et hav af de største fodboldkampe i verden og har samtidig holdt foredrag og udgivet bøger med sin mangeårige makker, Per Frimann.