Fodboldinteresserede må undvære Poul Hansens ekspertkommentarer på TV3 i weekendens transmissioner fra kampene i den danske Superliga.

»Jeg er sygemeldt, efter jeg har pådraget mig en hjernerystelse,« fortæller Poul Hansen til B.T.

Uheldet skete i den tidligere Superliga-træners hjem, i timerne før han skulle have kommenteret opgøret i pokalturneringen mellem Aarhus Fremad og AGF onsdag 26. september.

»Jeg var på en stige på vej opad mod mit loft, da jeg fik overbalance. Jeg forsøgte at redde situationen ved at springe baglæns nedad trappen. Desværre mislykkedes missionen. I stedet slog jeg hovedet hårdt ind i en væg, hvorefter jeg mistede bevidstheden,« fortæller Poul Hansen.

Poul Hansen, der nu er ekspertkommentator på TV3, har været træner i blandt andet OB og AGF.
Poul Hansen, der nu er ekspertkommentator på TV3, har været træner i blandt andet OB og AGF. Dennis Lehmann

Efter uheldet var Poul Hansen bevidstløs i rundt regnet en halv time.

»Det var et meget alvorligt uheld. Faktisk blev jeg kørt på hospitalet af en ambulance og gennemgik en CT-scanning for at sikre mig, at der ikke var opstået en hjerneblødning. Men nu er jeg heldigvis i bedring. Så jeg forventer, at jeg er tilbage i rollen som ekspertkommentator efter næste uges landsholdspause,« siger Poul Hansen.