TV3 Sports mangeårige fodboldkommentator Carsten Werge er sygemeldt på ubestemt tid.
Det fortæller Nordic Entertainment Group i en pressemeddelelse.
59-årige Carsten Werge er blevet ramt af betændelse i bugspytkirtlen og er derfor blevet indlagt på hospitalet, hvor han bliver behandlet.
»Carsten er indlagt og gennemgår i øjeblikket et behandlingsforløb, som gør, at han er sygemeldt på ubestemt tid. Vi forventer, at Carsten kommer tilbage i aktion på et tidspunkt, men vi ved også, at det kommer til at tage en rum tid. Her og nu har han og familien brug for tid og ro til at komme igennem forløbet,« fortæller sportschef på TV3 Sport Kim Mikkelsen.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at hverken Carsten Werge eller familien har nogen kommentarer til situationen, og TV3 Sport anmoder derfor om, at man respekterer ønsket om fred og ro.
Carsten Werge har igennem en årrække lagt stemme til et hav af selskabets største fodboldkampe og samtidig holdt foredrag og udgivet bøger med sin mangeårige makker, Per Frimann.