Christian Eriksen og Tottenham måtte tage skuffede hjem lørdag, da titeldrømmene igen led et knæk med nederlaget til Burnley.

Tottenham tabte 2-1 og er nu fem point efter Manchester City og det samme efter Liverpool, som endda har spillet en kamp færre. Og efter kampen måtte Christian Eriksen tage nogle stryg fra engelske medier og fans.

  • »En usædvanligt stille eftermiddag for den ofte indflydelsesrige playmaker,« skriver Daily Express og giver Eriksen karakteren 5 ud af 10.
  • »Du kan aldrig komme efter ham for indsatsen, men desværre havde han ikke kvaliteten til at spille en vigtig rolle i en på et afgørende tidspunkt i sæsonen,« skriver Talksport og giver karakteren 5 ud af 10.
  • »Danskeren havde to chancer inden for kort tid i første halvleg, hvor den ene blev blokeret i feltet og den anden reddet af Heaton. Fandt Kane med en bold, som angriberen ikke kunne kontrollere. Sparkede over sent i kampen, da Spurs ledte efter en udligning. Spurs havde brug for mere fra ham i dag,« skriver football.london og giver ham karakteren 5 ud af 10.

Christian Eriksen startede inde i kampen - sammen med topscorer Harry Kane, som var tilbage efter en skade.

Men danskeren fik aldrig for alvor vist sig frem, og i lokalavisen London Evening Standard får den danske stjerne også relativt hård kritik for indsatsen i en større analyse af Tottenhams problemer mod Burnley under overskriften ‘Eriksen under niveau'.

»Eriksen er en fin spiller, og det vil være unfair at kritisere ham som den eneste, men det her var præcis sådan en kamp, hvor Spurs havde brug for, at han dirkede låsen op og fandt vej gennem Burnleys 11 mands-forsvar. Bortset fra en en aflevering til Kane i første halvleg og en svag duel i opbygningen til Ashley Barnes’ sejrsmål, er det svært at huske et bemærkelsesværdigt bidrag fra Eriksen, da hans hold havde mest brug for ham.«

»Eriksen er afventende i forhold til at skrive under på en ny kontrakt - muligvis fordi han vil skifte til en europæisk super-klub til sommer. Hvis han vil tage skridtet op til et højere niveau, skal han være mere afgørende i kampe som denne,« skriver London Evening Standard.

Og det er sandt, at der lige nu pågår forhandlinger om Christian Eriksens kontrakt med Tottenham.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Den udløber i sommeren 2020. Forleden havde Eriksens agent, Martin Schoots, dog ikke meget at sige til de forhandlinger eller den mulige interesse fra Real Madrid og Barcelona.

Kontraktudløb eller ej så er der ingen tvivl om, at Christian Eriksen igen i denne sæson har været en profil i Tottenham.

Måske er det netop derfor, at også fansene var skuffede over hans seneste præstation.

Der er store forventninger til danskeren, og her er nogle af de skuffede tweets efter 2-1-nederlaget til Burnley.

  • »Eriksen fik lige 0 ud af 10.«
  • »Håber virkelig, at vi sælger Eriksen til sommer for maksimale pund. Han er bare ikke konsekvent god nok. Så køber vi måske en afløser, som præsterer og kan sparke bolden over en mand på et frispark og hjørne.«
  • »Eriksen er fritaget for kritik i så mange øjne, men af en spiller, som angiveligt er en dødboldstroldmand og kan låse forsvar op så nemt, er han forsvundet og ser meget gennemsnitlig ud i alt for store dele af sæsonen.«
  • »Er det bare mig, eller pisser Eriksen virkelig alle af på det seneste? Den mest konsekvent inkonsekvente spiller, og det er så frustrerende.«
  • »Eriksen har været utroligt dårlig. Skulle være taget ud i stedet for Winks.«

Der var dog også ros til Eriksen. Den store avis The Independent kom danskeren til undsætning med karakteren 7 ud af 10.

»Sendte afleveringer fremad med uhyggelig præcision og arbejdede sig ind i rummene for at kunne sparke på mål,« skriver Independent.

Det er altså ikke nemt at være dansk stjerne i Tottenham for tiden.

Men mon ikke at fansene igen vil finde tilbage på Eriksens side, hvis han viser sine kvaliteter i Tottenhams næste kamp.

Det er onsdag, når der er lokalbrag mod Chelsea på Stamford Bridge.