Danmarks måske mest kendte fodboldstemme smed onsdag eftermiddag en bombe. Efter 23 år på TV3's kanaler er det endegyldigt slut med at lytte til Carsten Werge fra den faste plads i kommentatorboksen.

Fremover skal han agere fodboldredaktør på TV 2, og selvom det ikke var nogen nem beslutning at træffe, så kunne den 61-årige sportsjournalist mærke, at det skulle være nu.

Det fortæller han i et interview med B.T.

»Jeg kunne godt læne mig tilbage i stolen og bare hæve min fede hyre og køre den sikkert hjem derfra, men det synes jeg måske også er lidt kedeligt. Jeg kunne mærke, at hvis jeg skulle lave noget andet, så var det nu, hvor muligheden bød sig,« forklarer Carsten Werge om sit pludselige jobskifte og afviser samtidig, at der er nogen former for utilfredshed med TV3.

Efter 23 år på TV3's kanaler, skal Carsten Werge nu være fodboldredaktør på TV 2.
Efter 23 år på TV3's kanaler, skal Carsten Werge nu være fodboldredaktør på TV 2. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Det sikre valg ville jo være at blive hængende, og hvis TV 2 ikke havde spurgt, så kan det også godt være, at det var det, jeg havde gjort. Men det kan også godt være, at jeg ikke havde, for de seneste år har jeg også oppe i mit eget hoved prioriteret at kaste mig ud i noget, jeg synes var skideskægt.«

Den tankegang skyldes i høj grad, at den mangeårige kommentator i juni 2018 blev ramt af akut betændelse i bugspytkirtlen og efterfølgende var igennem et dramatisk sygdomsforløb, der bragte ham i koma og i sidste ende kunne have kostet ham livet.

I otte måneder var Danmarks fodboldstemme nummer ét tavs, inden han vendte tilbage i danskernes stuer og ører.

Og det var i tiden efter, at Carsten Werge begyndte at se lidt anderledes på tingene. Sygdomsforløbet har derfor også har været medvirkende til, at han nu siger endegyldigt farvel til jobbet som fodboldkommentator.

»Sådan har jeg lidt været indrettet, siden jeg kom tilbage fra min sygdom. På den måde har jeg egentlig også gjort op med mig selv, at de sidste år af mit arbejdsliv også skal være udfordrende, så jeg kan være min arbejdsindsats bekendt.«

»Jeg tror, at mit sygdomsforløb har været en årsag til, at jeg er begyndt at se lidt anderledes på tingene og prioritere lidt anderledes. Jeg har jo også kastet mig ind i hovedbestyrelsen i Badminton Danmark, fordi det er noget, der interesserer mig, og nu opstod der så den her store mulighed på TV 2,« fortæller en meget afklaret Carsten Werge.

Den erfarne fodboldmand har i sin tid på TV3 Sport prøvet nærmest alt, der prøves kan, som både som studievært, reporter og kommentator på et utal af fodboldkampe i Danmark og i resten af verden.

Han har ikke mere at bevise efter 23 år på tv-kanalen, forklarer han.

Sådan så det ud, da Carsten Werge blev præsenteret som TV3's nye fodboldkommentator tilbage i 1998.
Sådan så det ud, da Carsten Werge blev præsenteret som TV3's nye fodboldkommentator tilbage i 1998. Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

Til gengæld kan han godt komme lidt op at køre over, at han nu tager det, han selv kalder et 'forbudt skifte' i en alder af snart 62.

»Det er sådan lidt et forbudt skifte, jeg napper. Men det er også en tanke, der kan få en gammel cirkushest som mig op i omdrejninger. Jeg bruger det også lidt som et signal om, at det kan godt være, man har rundet de 60, men det betyder ikke, at man er færdig i dagens samfund – ikke i mit tilfælde i hvert fald. Det her skifte har også en lille signalværdi, hvis jeg skal køre den lidt højrøvet op,« fortæller Werge.

»Og så synes jeg jo også, at det med min fremskredne alder er lidt af en ære at få lov til at lave sådan et skifte i karrieren.«

Carsten Werge sammen med sin mangeårige kommentatormakker, Per Frimann.
Carsten Werge sammen med sin mangeårige kommentatormakker, Per Frimann. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den snart nye fodboldredaktør har ikke ét ondt ord at sige om sine nu snart tidligere arbejdsgiver.

Det er således ikke utilfredshed, der har ført til det pludselige skifte, understreger han.

»Hvis jeg nogensinde skulle ud af døren fra der, hvor jeg har været i næsten 25 år, så skulle det også været noget, der var godt. Det skulle virkelig være godt, og det var det her,« fortæller Werge og fortsætter:

»Det var en svær beslutning. Den opringning, jeg havde til min øverste chef Peter Nørrelund i morges, var ikke den nemmeste i livet. Men han tog det, som han skulle, og det betød fandeme meget. Også fordi man helst skal ud af fordøren med et smil på læben frem for bagdøren, hvor nogle sidder sure tilbage.«

Der er der ingen, der gør nu, og i stedet ser Carsten Werge frem til at kunne kalde sig fodboldredaktør på TV 2 fra 1. april.

Inden da kan du for sidste gang høre en af Danmarkshistoriens mest ikoniske fodboldstemmer, når han mandag aften kommenterer opgøret mellem FC København og Sønderjyske på TV3 Sport.