Carsten Werge forlader TV3 Sport for at blive ny fodboldredaktør på TV 2.

Det meddeler TV 2 i en pressemeddelelse.

Her forklarer Carsten Werge følgende om sit jobskifte.

»Det er en ære at få lov til at være med til at tegne fodboldbutikken hos TV 2. Jeg ved, hvad stationen står for, og når man kigger på TV 2s opkøb af en række spændende fodboldrettigheder, herunder retten til at vise Danmarks landskampe, har jeg simpelthen kæmpe lyst til at være en del af stationens talentfulde og ambitiøse fodboldhold,« siger 61-årige Carsten Werge.

Foto: TV3
Vis mere

Skiftet til TV 2 betyder samtidig, at Carsten Werge er færdig med at kommentere fodboldkampe - det er nemlig ikke en del af hans nye job.

Werge skal i stedet 'stå i spidsen for udviklingen af TV 2s fodbolddækning' lyder det i pressemeddelelsen.

»Carsten Werges betydning som fodboldkommentator har været enorm, og det er en stor og modig beslutning at lægge kommentatorgerningen på hylden. Til gengæld bliver Carsten et ambitiøst og journalistisk fodboldfyrtårn på vores redaktion, og han skal være med til at udfolde TV 2s fællesskabs-visioner, når vi skal dække fodboldlandsholdet og de store fodboldslutrunder.«

»Det er fantastisk at mærke, hvordan Carsten med masser af energi og ambitioner brænder for at løfte denne opgave,« siger Kristian Hyldgaard, der er kanalchef for TV 2 Sport.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Carsten Werge vinker dermed farvel til TV3 Sport, hvor han har været ansat i mere end 22 år. Her har han arbejdet som både kommentator, studievært og reporter.

Og Kim Mikkelsen, der er sportschef på TV3, lægger ikke skjul på, at Werge efterlader et stort tomrum.

»Carsten Werge er utvivlsomt Danmarks bedste fodboldkommentator i de seneste 20 år. Hans betydning for TV3 Sport har været enorm, og både som kommentator, men også som journalistisk kraft og forbillede, har han været et fyrtårn i Danmark og på vores redaktion,« siger Kim Mikkelsen.

Carsten Werge begynder i sit nye job på TV 2 d. 1. april.