Den tyske landsholdsspiller Jerome Boatengs ekskæreste, modellen Kasia Lenhardt, er fundet død kun en uge efter, at parret gik fra hinanden.

Det skriver avisen Daily Mail onsdag.

Således blev 25-årige Kasia Lenhardt fundet død i sin lejlighed i den tyske storby Berlin.

Men ifølge politiet tyder intet på, at hun er død under mistænkelige omstændigheder.

Dødsfaldet sker kun en uge efter, at Jérôme Boateng og Kasia Lenhardt officielt gik fra hinanden. Bruddet var dog ikke fredeligt.

Ifølge Jérôme Boateng stoppede han 2. februar forholdet, efter Kasia Lenhardt var involveret i en trafikulykke, hvor hun var påvirket af alkohol.

Den forklaring var Kasia Lenhardt dog ikke enig i, hvorefter hun meldte ud, at årsagen var Bayern München-spillerens løgne og utroskab, som ødelagde forholdet.

Kasia Lenhardt blev født i Polen, men blev kendt i offentligheden i Tyskland, da hun medvirkede i tv-showet 'Tysklands næste topmodel'. Jérôme Boateng er blevet 32 år gammel og har to børn fra et tidligere forhold.

(REUTERS/Andreas Gebert)
(REUTERS/Andreas Gebert) Foto: ANDREAS GEBERT
Vis mere