Alexander Nübel kunne ikke mere.
Da hans eget publikum begyndte at råbe af ham, kom tårerne frem i øjnene på ham.
Schalke-målmanden var tydeligt hårdt ramt i lørdagens Bundesliga-kamp, da klubbens fans efter kampen tordnede 'Nübel raus' ('Ud med Nübel') ned mod spilleren. Det skriver Bild.
»Det er virkelig ikke ok. Men samtidig skal man forstå, at det er en følsom situation. Man kan forstå begge sider af sagen,« sagde Schalke-anfører Bastian Oczipka efter kampen ifølge mediet:
»Alex må simpelthen lære at blive mere hårdhudet.«
I lørdagens kamp mod FC Köln havde Alexander Nübel lavet et kæmpedrop til slutstilling 0-3 et lille kvarter før tid.
Ifølge Bild er det Alexander Nübels fjerde store brøler i denne sæson. Ingen har lavet flere i Bundesligaen. Også i det foregående 0-5-nederlag til RB Leipzig var der flere uheldige indgreb.
Men det er nærmere det faktum, at den talentfulde U21-landsholdsmålmand tidligt på året meldte ud, at han efter denne sæson skifter til ærkerivalen Bayern München, der gør Schalke-tilhængerne vrede.
På tirsdag venter så næste kamp for Schalke, i pokalturneringen. Modstanderen? Alexander Nübels kommende arbejdsgiver, Bayern München.
»Vi må se, om han skal stå i den næste kamp,« som Schalke-træner David Wagner konstaterede efter lørdagens kamp:
»Beslutningen bliver først taget på kampdagen.«
Mod FC Köln valgte Alexander Nübel ikke at gå ned til tilhængerne efter kampen som den eneste på holdet - og han fik et par opmuntrende ord fra målmandskollegaen hos FC Köln.
»Jeg sagde, at han skulle holde hovedet højt. Det er i sådan nogle situationer, men vokser som spiller,« sagde Timo Horn.
Det var ikke den eneste nedslående scene, der ramte tysk fodbold lørdag.
Også i Hoffenheim gik det dramatisk for sig, da nogle fans hev et banner frem rettet mod Hoffenheim-ejer Dietmar Hopp.
Her blev kampen både afbrudt, inden spillerne fra begge hold, Bayern München var det andet hold, til sidst bare trillede bolden frem og tilbage mellem hinanden i protest. Læs mere om det her