Den tyske storklub Bayern München forstærker sig på holdets bageste position.
Således skifter Schalke 04-målmanden Alexander Nübel til Bayern München til sommer. Nübel har skrevet under på en femårig kontrakt.
Det oplyser Bayern på sin hjemmeside.
Den 23-årige Nübel har ikke ønsket at forlænge sin kontrakt med Schalke, og derfor kan stortalentet skifte på en fri transfer efter denne sæson.
Nübel, der har været førstemålmand i Schalke i de seneste sæsoner, blev inden denne sæson udpeget som ny anfører i klubben.
Nu skifter han så til den øverste hylde i Bundesligaen og skal forsøge at vippe stjernekeeperen Manuel Neuer af som førstemålmand.
Netop Neuer foretog et tilsvarende klubskifte, da han i 2011 forlod Schalke til fordel for den sydtyske storklub.
Dengang kunne Neuer regne med en stamplads fra start, idet han var udset som afløser for veteranen Hans-Jörg Butt. Nübel ser ud til at have noget længere vej til fast spilletid, og derfor vækker klubskiftet undren hos Schalke.
- Vi har gjort alt for at holde ham i Schalke. Nu må vi acceptere hans beslutning, men jeg fatter den ikke, siger klubformand Clemens Tönnies til avisen Bild.
Klubben har allerede draget første konsekvens af det opsigtsvækkende klubskifte.
Således har cheftræner David Wagner lørdag frataget Alexander Nübel anførerbindet.
/ritzau/