'Fantastisk'.
Det ord er efterhånden lige så tyndslidt som Robert Martinez' frisure. DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, brugte det til Ritzau om Kasper Hjulmands start som landstræner, og lige nu sidder du allerede og forventer, at jeg skal til at hoppe i den helt modsatte grøft.
Det skal jeg ikke, og det vil jeg ikke. Jeg vil bare give mit syn med på starten. Og den har i hvert fald ikke været fantastisk, men der er heldigvis flere lodder i tombolaen end 'fantastisk' eller 'skandaløst'.
For mig har starten været over middel. Den har været solid. Det har været godkendt. Det lyder måske hårdt, når Hjulmand efter otte kampe står med fem sejre, en uafgjort og to nederlag.
Men Åge Hareide kunne også finde ud af at hente point, så mine forventninger til Kasper Hjulmand ligger også andre steder - og det må Peter Møllers i øvrigt også gøre med DBU-chefens begrundelser for landstrænerskiftet in mente.
Og onsdag aften - trods 4-2-nederlaget til Belgien - fik jeg lidt af det, som vækker landsholdsfølelser i mig.
Den første halvleg mod Belgien var det bedste, jeg har set fra landsholdet i det her efterår, hvor Hjulmand har sat sig i landstrænersædet. Også bedre end i sejren på Wembley over England trods storheden i det resultat.
Han fandt med Jonas Wind den møtrik, der har manglet i Hjulmandens værksted, før Danmark kunne transformere sig fra et Åge Hareide-landshold til et med Kasper Hjulmand-smag. FC København-angriberen skal ikke skriges op til hverken redningsmand eller stjernespiller efter fire landskampe, men på et i forvejen stærkt kollektiv var det ham, der manglede.
En angriber, der kan holde i bolden og dermed bidrage med en dimension, som Kasper Dolberg ikke har kunnet i dette efterår i hvert fald. Jonas Wind var dermed også svaret på, at Hjulmands landshold godt kan blive bedre af at spille med en mand fra en dårligere liga eller klub, hvis han passer bedre til spillestilen. Det kan han så tænke lidt over, mens han kigger ud på kanterne.
De tanker har han nu gode måneder til at gøre sig, og imens kan jeg kigge tilbage på det første halve år med Hjulmand. Lad mig bare dele den bedømmelse op i tre kategorier, som er vigtige for mig: Resultater, præstationer og taktiske beslutninger.
Først resultaterne, der har været meget positive trods nederlagene til Belgien. Sejren på Wembley stikker ud. Dertil en topseedning til VM-kvalifikationen. Fremragende. Og en gruppefinale mod Belgien om at nå Nations League Finals bestående af de fire gruppevindere i øverste lag. Jeg kan ikke bede om meget mere.
Det kan jeg til gengæld af præstationerne, der har manglet en del undervejs. De to kampe mod Island, hvor jeg ville se dominans og god fodbold var især skuffende. Og så lukker Danmark alligevel af med en modig og chanceskabende præstation på udebane mod Belgien. Men 50 minutter med det er bare ikke nok.
Og så når jeg til de taktiske beslutninger. Jeg var vild med Hjulmands udskiftning af backerne allerede fra sin første kamp mod Belgien for dermed at gøre landsholdet til sit eget med offensive og teknisk dygtige folk på pladserne.
Joakim Mæhle er også en gevinst, selvom han ikke lignede det mod Belgien, og Jonas Wind kan blive ekstremt vigtig for det her landshold.
Derimod har Hjulmand altså stadig en udfordring i at skulle spille med de bedste spillere på papiret og cv'et - mens han samtidig skal få dem til at fungere i sit eget system. I det her efterår er det ikke lykkes med Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen.
Et efterår med lidt kunstig spænding er nu overstået, og jeg glæder mig til et forår med VM-pladser på spil. Og med modstandere, hvor Danmark som topseedet også må forventes at kunne vise sig langt bedre frem.
Det har været en godkendt start for Hjulmand. Hvem ved - måske det endda ender med at blive fantastisk også.
