Det blev ikke til en dansk gruppesejr i den stærke Nations League-pulje.

Danmark skulle bruge alle tre point for at gå forbi Belgien, men også på udebane blev det til et nederlag på 2-4 til det verdensførende mandskab.

Kasper Hjulmands hold fik en rædselsfuld start på kampen, da Youri Tielemans efter kun tre minutter udplacerede Kasper Schmeichel med et skud fra kanten af feltet. Danskerne kom dog tilbage i midten af første halvleg, da Martin Braithwaite på genial vis blev spillet fri af Christian Eriksen og med et afrettet skud fandt Jonas Winds hoved. 1-1.

Herefter fik Danmark rigtig godt fat i spillet, men kort inde i anden halvleg blev de rød-hvide drenge snydt, da et hurtigt taget belgisk frispark og en ukoncentreret Joakim Mæhle gav en scoring til Romelu Lukaku. Så faldt korthuset sammen, og samme Lukaku slukkede reelt lyset med endnu en scoring, da han viste styrken over for Simon Kjær.

For selv et komisk selvmål af Nacer Chadli i slutningen af kampen kunne ikke forhindre, at belgierne sikrede sig sejren, da Kevin de Bruyne kort efter lukkede ballet.

Her er B.T.s bud på, hvordan de danske spillere klarede sig.

Danmark 4-3-3

Som en anden Super-Brian gik han på banen med et blåt øje, men han blev først groggy, da Romelu Lukaku tog sine boksehandsker på og knockoutede ham. Fire indkasserede mål er ikke noget, Schmeichel før har prøvet på landsholdet, og han plejer at tage i hvert fald en af de der 'sikre' afslutninger. Karakter: 4

En enkelt gang blev Daniel Wass farlig, da han på flot vis bankede et indlæg ind i Yussuf Poulsens pande, men derudover var det ikke meget, at han viste sig frem hverken defensivt eller offensivt. Det sidste mål kom i hans side, hvor han pludselig var væk. Karakter: 4

Den tackling lige inden pausen var mere værd end det, han selv kalder en latterlig diskussion – startet af Morten Olsen. Han behøvede ikke anerkendelse for sin kunnen med kuglen, når han var så god uden – lige indtil Lukaku kom ind og viste muskler over for kaptajnen, der ellers havde spillet en rigtig flot kamp. Karakter: 6

Det er ikke en nem sag at skulle slås med den stærkeste mand på banen i Lukaku, bare spørg Simon Kjær. Lukaku er et bæst, end ikke to danske stoppere kunne klare. Også 'AC' blev skubbet væk af Lukaku, som var han en indkøbsvogn uden indhold. Karakter: 5

Han bruger simpelthen for meget tid på at tænke på sin flugtplan fra Belgien. Totalt uopmærksom på Lukaku, da frisparket blev taget, og generelt var der mange fejlplaceringer fra Genk-spilleren, der bare kan ringe til sin gamle træner Jess Thorup, hvis han vil vide, hvordan man kommer væk fra det belgiske i nattens mulm og mørke. Karakter: 3

Tøsedreng er han i hvert fald ikke, og han går ind i alle tacklinger i ren Thomas Gravesen-stil, men der skal mere guf på isen, hvis han skal blive den leder på landsholdet, som han har alle muligheder for. Karakter: 6

Det er ufatteligt, at Inter-træner Antonio Conte ikke kan få Christian Eriksen integreret på sit hold. Måske skulle italieneren æde sin stolthed og ringe til Kasper Hjulmand, for så dyre er gode råd heller ikke. Eriksens blik for spillet og intelligens var igen tydeligt for enhver fodboldseer. Karakter: 8

Startede kampen med et par fejlafleveringer, men fik arbejdet sig ind i opgøret på ren fight, og så dumpede chancen pludselig ned foran ham, men det ellers gode venstreben svigtede. Godt set, at han hoppede over bolden en enkelt gang, da den danske offensiv sprudlede, men det blev desværre ikke til scoring. Karakter: 5

Jubilaren skulle bruge 24 minutter på at komme ind i sin kamp nummer 50 for landsholdet, da han med en delikat yderside fandt Wind. Men resten var skidt, som det har været i flere kampe i træk i nationaldragten. Han skal bruge sin fysik lige så godt offensivt, som han gør defensivt. Karakter: 4

Hjulmands kanin dukkede ikke bare op som en trold af en æske, han havde også magi med på banen. I sin blot fjerde landskamp fik han en startplads og scorede som tak for tilliden. Wind udførte også rollen med at trække ned i banen og hjælpe holdet. Karakter: 7

Så stil dog nogle spørgsmål om landsholdet! Braithwaite blev forleden dag spurgt så meget ind til sin klub Barcelona, at både Hjulmand og DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, fik nok. Braithwaite selv tog det hele med et smil trods en tiltagende landsholdskritik. Ingen kan fjerne hans enorme selvtillid, og han gik opportunistisk til værks i kampen, hvor flere chancer blev skabt i hans side, men også hvor boldberøringerne var på serieniveau. Den tæmning var forfærdelig! Karakter: 4

---

Indskiftere:

Skiftet ind efter 70 minutter i stedet for Thomas Delaney. Fik ikke gjort det store væsen af sig. Karakter: 5

Skiftet ind efter 76 minutter i stedet for Yussuf Poulsen. Karakter: UB

Skiftet ind efter 87 minutter i stedet for Jonas Wind. Karakter: UB

Han prøvede lige en anden bøf på menukortet mod Island, men 4-3-3 er for Hjulmand, hvad ribeye vækker af følelser hos i hvert fald den ene skribent her, men den svigtede desværre, da Romelu Lukaku kom og spiste af hele tallerkenen. Indtil da var Danmark ellers rigtig godt med, og det var flot set af landstræneren at stille med Wind fra start. Karakter: 5

International Nations League - Stilling [FODBOLDDATAWIDGET]