Det var sparsomt med rød-hvide fodboldfødder onsdag aften i Champions League-gruppespillets femte runde.

For det var nemlig kun Mohamed Daramy og Simon Kjær, der havde mulighed for at lufte det danske pas på de europæiske fodboldkatedraler.

Der var dog et enkelt lyspunkt på en ellers stille dansker-aften!

Herunder kan du læse B.T.s dom over de danskere, der var i aktion onsdag:

Hvornår har landsholdsanføreren sidst spillet en dårlig kamp? Svaret kræver nok, at man får hevet den tunge ende af hukommelsen frem. Onsdag gjorde han i hvert fald ikke, da AC Milan vandt 1-0 ude over Atlético Madrid. Simon Kjær gjorde sit job, da italienerne på en svær udebane holdt nullet. På trods af et enkelt fejlindgreb spillede den 32-årige dansker en solid forsvarskamp. Rolig på bolden, stærk i duellerne og god i sine placeringer. Og så udstråler han bare enorm selvtillid, der smitter af på holdkammeraterne. Danskeren kan ligeledes glæde sig over, at den italienske storklub stadig har mulighed for at gå videre fra gruppespillet.

For første gang nogensinde startede det unge stjerneskud inde i en Champions League-kamp, men det bliver næppe hans egen indsats, han kommer til at huske. Selv om han til tider lavede magi med fødderne. For han lignede flere gange en mand, der kunne have sat sin direkte modstander ti ud af ti gange i første halvleg, hvis han dog bare havde fået bolden ude på venstrekanten lidt mere.

I stedet fik han bolden serveret nærmest perfekt to gange i feltet, hvor han blot skulle have fundet noget kynisme frem for at kunne have noteret sit første CL-mål. De to oplagte muligheder burde han have scoret på, og med de rød-hvide briller var det skuffende at se. Blev pillet ud i pausen til fordel for Sébastien Haller, og Daramy kunne fra bænken se indskifteren sende tre point til Holland, da han lavede begge Ajax' mål i 2-1-sejren over Besiktas.

Om det er landsholdet eller AC Milan, det er lige meget, for Kaptajn-Kjær har så godt styr på det forsvar, som han har på sit lyse hår. Og det siger en del! Den danske Ballon d'Or-nominerede stjerne er første mand på Kasper Hjulmands holdkort, og Danmarks landstræner behøver faktisk ikke at se Kjærs kampe for den italienske storklub. Han er nemlig bundsolid – hver gang!

Det er et gigantisk skulderklap til det 19-årige stortalent, at han fik lov til starte inde for Ajax Amsterdam i en Champions League-kamp. Og hvis man kender landstræner Kasper Hjulmand ret, så er den startplads da også allerede noteret. Og det er positivt for den unge dansker, men det bitre er dog, at han ikke for alvor fik gjort landsholdsspiller-prædikatet endnu tydeligere denne aften. Dog sikker mand i Hjulmands næste trup, hvis han fortsat får spilletid i den hollandske storklub.

Landsholdsangriberen sad ude med en lægskade, og desværre for ham greb hans direkte konkurrent Andre Silva chancen i danskerens fravær. Med en enkelt scoring var portugiseren en del af RB Leipzigs nedsabling af Club Brugge. Yussuf Poulsens skadesituation må give ham hovedpine, selv om han stadig er en gedigen Hjulmand-favorit.