Den danske fodboldlegende Peter Schmeichel er havnet i voldsom modvind de seneste dage.

For efter at have givet et opsigtsvækkende interview til det svenske medie Fotbollskanalen søndag om næste års VM-slutrunde i Qatar er kritikken af målmandsikonets svar haglet ned.

Her forklarede Peter Schmeichel blandt andet, at han ikke ville blande sig i den enorme debat omkring menneskerettigheder og migrantarbejdere i landet. Ifølge ham burde det være selve fodboldturneringen, som folk talte om.

Han forstår nemlig ikke, hvorfor det er sporten, der skal stilles til ansvar for noget, som politikerne har valgt.

Norges landstræner, Ståle Solbakken.
Norges landstræner, Ståle Solbakken. Foto: JORGE GUERRERO
Vis mere

»Vi har arrangeret fodboldturneringer over hele verden. Det skal handle om fodbold. Der findes mange, mange forskellige niveauer i den her debat, som aldrig bliver drøftet, men når det gælder fodbold, så bliver det altid taget op. Det synes jeg, at vi burde afholde os fra,« siger Schmeichel i interviewet.

Efterfølgende har kritikken af danskerens svar været til at føle på, og den seneste person til at kritisere Schmeichels synspunkter er den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken.

»Det viste lidt af det problem, vi har i fodbold. Jeg er nok mere imponeret over ham som målmand end som fodboldpolitiker, eller hvad jeg skal kalde det. Det, han sagde, tager jeg stærkt afstand fra,« fortæller den norske landstræner til TV 2 Norge.

Her ærgrer han sig samtidig over nyheden om, at to norske journalister har været anholdt i 32 timer de seneste dage i Qatar.

»Det er tragisk for alle parter, og det er et kæmpe selvmål af Qatar,« forklarer Solbakken.

Anholdelsen drejer sig om de to norske journalister Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani fra NRK, der har været anholdt og tilbageholdt i Qatar, fordi de ifølge myndighederne filmede på et forbudt område.

Begge journalister er dog sidenhen blevet løsladt, og de er begge allerede tilbage i Norge.

Ståle Solbakkens kritik af Peter Schmeichels svar er på ingen måde den eneste, man har kunnet læse om siden søndag.

Tirsdag beskrev B.T.s sportskommentator, Søren Paaske, ligeledes hele Schmeichels ageren i interviewet som 'kvalmende og uklædeligt'.

Du kan læse hele klummen lige HER.