Ét spørgsmål har været mejslet ind i danskernes bevidsthed, siden Danmarks største fodboldstjerne kollapsede under EM-kampen mod Finland i Parken 12. juni.

Fortsætter Christian Eriksen sin fodboldkarriere?

173 dage senere er der endnu ikke nogen afklaring, og kun hovedpersonen selv kender svaret på spørgsmålet.

Men nu kan B.T. fortælle, at den danske landsholdsspiller i al hemmelighed er begyndt at træne igen – endda med bold.

Senest onsdag morgen trænede Eriksen i Ådalen i Odense. Ådalen er Superliga-klubben OBs træningsanlæg. Her trænede den danske superstjerne i al hemmelighed alene i selskab med en personlig træner.

»Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen i disse dage holder formen ved lige på vores baner,« fortæller OBs sportschef, Michael Hemmingsen, til B.T. og fortsætter:

»Vi har holdt forbindelsen med Christian, siden han skiftede fra OB, og derfor er vi glade for, at han spurgte os, om han kunne genoptræne i Ådalen.«

Onsdagens træning foregik på Ådalens bane fire længst væk fra nysgerrige blikke og klubhuset, men blot få hundrede meter fra den store villa, som Christian Eriksen har opholdt sig i sammen med sin kæreste, Sabrina, og deres to børn siden i sommer.

Det er på denne bane, at Christian Eriksen er påbegyndt sin genoptræning.
Det er på denne bane, at Christian Eriksen er påbegyndt sin genoptræning. Foto: Kent Rasmussen/Byrd
Vis mere

Danskeren var allerede i træningstøjet omkring klokken 8 onsdag morgen, hvor han var i gang med at sætte kegler op. Instrukserne foregik på engelsk, og Christian Eriksen var blandt andet igennem en øvelse, hvor han skulle sparke på mål.

Kilder fortæller til B.T., at den 29-årige danske stjerne i øjeblikket primært har fokus på konditionstræning, men at der også bliver trænet med en fodbold.

Siden den danske stjerne kollapsede i Parken under EM-åbningskampen mod Finland 12. juni med hjertestop, er det meget få oplysninger, der er sevet ud til offentligheden omkring hans næste skridt.

I midten af november skrev den italienske sportsvis Gazzetta dello Sport dog, at Eriksen har besluttet at fortsætte karrieren, men det er ikke blevet bekræftet fra nogen sider.

Christian Eriksen deltog søndag aften i sit første officielle arrangement siden sit kollaps, da han var gæst i TV 2-programmet 'Alle vores børn – side om side'. Her sad han til allersidst i udsendelsen ved siden af den danske landstræner Kasper Hjulmand.

Ud over et enkelt besøg på Inters træningsanlæg og en tur i landsholdslejren for at besøge sine kammerater har Christian Eriksen generelt holdt sig fuldstændig uden for offentlighedens søgelys siden den junidag i Parken, ligesom han også har været yderst stille på de sociale medier.

i Italien forhindrer reglerne en sportsudøver i at blive godkendt til elitesport, hvis man har fået indopereret en pacemaker som Eriksens, og det betyder, at danskeren med al sandsynlighed skal finde sig en ny klub, hvis han ønsker at fortsætte sin karriere.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Christian Eriksens hollandske agent, Martin Shoots, samt danskerens klub, Inter.