Der er formentlig ikke ret mange i dette kongerige, der har glemt, hvad de lavede 12. juni 2021.

Det var dagen, hvor Danmark åbnede sin EM-slutrunde mod Finland, og det var især også den hidtil sidste gang, vi så Christian Eriksen på en fodboldbane indtil det frygtelige kollaps.

Men nu melder italienske Gazzetta dello Sport, at der er godt nyt.

Christian Eriksen har besluttet sig for at fortsætte med sin fodboldkarriere, lyder det, og Inter-spilleren skulle også have fortalt det til sine nærmeste i Danmark.

Ideen er, at den 29-årige dansker kan begynde at øge træningsmængden på den anden side af årsskiftet med henblik på at kunne fortsætte med at kalde sig for professionel fodboldspiller.

Dog er der ikke nogen fastsat dato på et eventuelt comeback, men det bliver formentlig først til 2022/2023-sæsonen.

Ifølge avisen har Eriksen en stålsat vilje. Han vil ikke have, at billederne af hans kollaps i Parken skal være de sidste af hans tid som fodboldspiller.

De seneste uger har landsholdsstjernen befundet sig i det danske, hvor han får foretaget sine hjerteundersøgelser efter nogle dage i Milano.

Der skulle ikke være fundet nogen problemer med Eriksens hjerte i de foretagne test, men det er også lige nu udelukket at konkludere med sikkerhed, hvorfor han faldt om mod Finland.

Og netop valget af danske læger indikerer – mener Gazzetta dello Sport – at danskeren ikke ser sin fremtid i Italien, hvor det er forbudt at spille med en hjertestarter som den, Christian Eriksen har fået indopereret.

Danskeren skulle desuden være i gang med et meget let genoptræningsprogram, og man er meget bevidst om at tage små skridt mod et comeback på banen, der ville være fantastisk.

Der er altså næppe travlt fra hverken Eriksen eller klubbens side, og Inter får en godtgørelse fra FIFA i et år, der dækker danskerens løn, som lyder på cirka 56 millioner kroner.