Endnu en dansker forlader Celta Vigo.
B.T. kunne i går, mandag, afsløre, at Mathias Jensen efter blot en sæson i den spanske klub rykker til Brentford, og nu kan vi her på samme medie løfte sløret for, at også Andrew Hjulsager er fortid i klubben meget snart.
Til især mange Brøndby-fans' store ærgrelse skifter spilleren i periferien af landsholdet til belgisk fodbold, hvor Oostende står klar med åbne arme.
Andrew Hjulsager skiftede i januar 2017 til den spanske klub med de mange danske forbindelser, men kort efter forlod cheftræneren klubben, og de skiftende afløsere på posten har aldrig rigtig vist den 24-årige tidligere superligaprofil den fulde tillid.

Oftest fordi langt dyrere spillere som Emre Mor og Pione Sisto til samme positioner, som Andrew Hjulsager spiller, blev foretrukket.
Den slags skal Hjulsager ikke bekymre sig om i Oostende, der ifølge B.T.s oplysninger vinder kampen om spillerens gunst foran en række andre interesserede klubber.
Endnu mangler de sidste personlige formaliteter at falde på plads, men forløber det efter planen uden gnidninger, vil Andrew Hjulsager være klar til endelig at få en masse kampe i benene.
Det er i alt blevet til 24 La Liga-kampe for Andrew Hjulsager.

Senest var han inde og snuse til landsholdet, da Åge Hareide for en måned siden havde ham med i træningerne før den endelige landsholdssamling til kampene mod Irland og Georgien.
Det tal får nu sat et foreløbigt punktum efter sig, for nye udfordringer venter Andrew Hjulsager i Belgien.