Brøndby hentede i den forgangne uge den norske Tobias Børkeeiet i Stabæk.
Og står det til vestegnsklubben, får den unge nordmand snart følgeskab af en landsmand.
Det drejer sig om den 21-årige U21-landsholdsanfører Birk Risa fra Odds Ballklubb.
I B.T. Sports ugentlige fodboldpodcast, Transfervinduet, fortæller panelet, at Brøndby har lagt et nyt bud på den unge venstreback, efter at et første bud blev afvist. HØR HELE PODCASTEN NEDERST I ARTIKLEN.
Det nye bud skulle angiveligt ligge på fire millioner kroner. En million mere end det oprindelige bud. B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Odds Ballklubb.
21-årige Birk Risa har tidligere spillet ungdomsfodbold i tyske FC Køln. Her spillede han på angriberpositionen, men i dag huserer han på venstrebacken.
I podcasten fortæller panelet desuden, at Brøndby også pønser på at rense lidt ud i truppen. Og her står angriberen Ante Erceg og midtbanespilleren Josip Radosevic angiveligt tættest på udgangen.
Derudover vendes den forgangne uges heftige transferaktivitet også – bl.a. med nyt om FC København, Andreas Skov Olsen og Mathias Jensen.
'Transfervinduet' er B.T.'s ugentlige fodboldpodcast, der kommer ind under huden på det danske – og til tider udenlandske – transfermarked. Her dyrkes de reelle transferer, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen.
Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transferer. Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej, så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.