Brentford fortsætter oprustningen af danskere.

Og denne gang har Thomas Frank været i det spanske for at finde det seneste danske navn til truppen.

B.T. kan afsløre, at Championship-klubben henter den tidligere superligaprofil Mathias Jensen i Celta Vigo. Tidligere på året blev det også officielt, at den tidligere Brøndby-spiller Christian Nørgaard rykker til Brentford.

Mathias Jensen skiftede i sidste sommer til Spanien i en med danske øjne stor handel, da FC Nordsjællands daværende anfører drog til en anden dansker-koloni.

Her blev han holdkammerat med Andrew Hjulsager og Pione Sisto samt dansk-tyrkeren Emre Mor i den galisiske klub som afløser for en anden dansker, Daniel Wass.

Men opholdet blev slet ikke nogen succes, og efter kun seks kampe i La Liga drager den 23-årige Mathias Jensen altså nu videre.

Mathias Jensen har tidligere fortalt, hvordan skiftet til Celta Vigo bød på udfordringer, han ikke lige havde set komme.

I England bliver han forenet med blandt andre cheftræner Thomas Frank, og han skal igen dele omklædningsrum med en anden tidligere FC Nordsjælland-spiller, Emiliano Marcondes.