Den danske U21-landsholdsstjerne Mathias Jensen er havnet i et kaos med skiftende trænere og akut nedrykningsfare i den spanske Primera Division-klub Celta Vigo.

Han forlod i sommer FC Nordsjælland som én af Superligaens største og mest lovende profiler.

Men her otte måneder senere kigger han langt efter spilletid i Celta Vigo, der lige nu ligger under nedrykningsstregen i den bedste spanske række - med fire point op til redning.

En meget frustrerende situation, erkender den elegante midtbanespiller.

Foto: DAVID AGUILAR
Vis mere
.

»Det er en svær situation, hvor jeg nu spiller under den tredje træner, siden jeg ankom i august. Det er kaos, men vi må se, om vi kan redde den.«

Og tilstanden i den spanske havneby-klub er kommet bag på Mathias Jensen.

»Nej, et var sgu ikke lige det, jeg havde regnet med, da jeg tog af sted. Der var min fornemmelse, at det var en klub, der kørte stabilt, spillede god fodbold, og at der var styr på tingene. Men det synes jeg ikke, at der har været, siden jeg ankom,« lød det fra 23-årige Mathias Jensen.

»Men sådan er det nok nogen gange - så har man lidt større forventninger, end virkeligheden kan leve op til.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han har bestemt heller ikke haft heldet med sig i klubben, der også har danskerne Pione Sisto og Andrew Hjulsager på lønningslisten.

»Jeg fik langtfra den bedste start på mit ophold. Jeg ankom skadet, selv om jeg næsten var klar. Men de var langt mere påpasselige med det, end jeg havde været vant til i Nordsjælland. Så der gik en måned, før jeg fik lov at spille.«

»Jeg nåede så at være med i to uger, før jeg blev skadet igen - og så var jeg bare ude resten af kalenderåret. Så det var en svær start i Celta - også med tanke på, at midtbanepositionen er den position, hvor klubben har allerflest spillere på, så der var en masse, der kom foran mig i køen,« fortalte Mathias Jensen.

»Og i mellemtiden kom der også en ny træner, som jeg ikke kunne bevise mig over for, fordi jeg var skadet. Det har været meget frustrerende.«

Og den pasningsstærke dansker vil ikke udelukke, at opholdet i Celta Vigo kan blev et kort et af slagsen. Måske kan det være slut til sommer.

»Det ved jeg ikke  endnu. Det må jeg tage til sommer. Nu har vi igen fået ny træner, og nu må vi lige se, hvad der bliver af spilletid frem mod sommer.«

»Men jeg ved heller ikke, hvad der sker, hvis nu vi rykker ned. Om alle pludselig vil væk, eller om folk overhovedet får lov at tage væk. Jeg ved det ikke endnu,« sluttede Mathias Jensen, inden U21-landstræner Niels Frederiksen kaldte til samling i midtercirklen på Slagelse Stadion.

Mathias Jensen og det danske U21-landshold møder onsdag aften Belgien i Slagelse - i en testkamp forud for sommerens EM-slutrunde i Italien/San Marino.