Sikken usympatisk attitude.

Og til sidst blev det simpelthen bare for meget med Ulvenes guineanske angriber, der nu er 'flygtet' til en bundklub i Belgien.

Men alt er jo ikke skidt, for ovre på den anden side af Øresund spiller landsholdet nu så sprudlende, at man ikke engang gider savne Zlatan Ibrahimovic mere.

Det er emnerne i denne uges udgave af Bruuns barometer, som du får lige her:

Heja, Sverige

I ly af vores egen succes vokser der noget tilsvarende frem på den anden side af Øresund, hvor også det svenske landshold er i gang med at bygge videre på en fornem – JO! – indsats ved EM-slutrunden i sommer.

Torsdag besejrede Janne Anderssons skønne, strukturerede 4-4-2-mandskab selveste Spanien med 2-1 hjemme i Stockholm og kan nu selv afgøre, om de skal vinde puljen. Sverige kan endda tillade sig at tabe returkampen mod Spanien.

Det er umanerlig godt gået af et hold, hvor hver spiller kender sine opgaver til punkt og prikke og arbejder i holdets tjeneste med hver eneste bevægelse. Hvem savner Zlatan, når man har Alexander Isak og Dejan Kulusevski?

Han listede ud ad bagdøren

Ak, ja. Så fandt sagaen om Sory Kaba sin foreløbige afslutning ved, at FCMs utilpassede angriber blev udlejet til Oud-Heverlee Leuven. Ja, det er præcis så usexet, som det lyder. Den lille belgiske bundklub må være alt andet end det, Kaba drømte om. Man skal ikke fryde sig – det skal man altså ikke! – men hvor har FC Midtjyllands angriber dog gjort det vanskeligt for sig selv med alle sine usympatiske attituder.

Gode mennesker vil huske ham for alle målene mod FCK og udligningen mod Slavia Prague, da FCM spillede sig i gruppespillet i Champions League. Andre vil ikke savne den hundedyre angriber et sekund.

I længden blev det bare for uskønt med hans egocentriske opførsel. Kabas drøm var uden tvivl at bruge FCM som springbræt til noget større. At det gik anderledes, kan han primært takke sig selv for.