Jeg var i Parken i onsdags.

Jeg var der som almindelig fan. Jeg sad på et de nederste tribuneafsnit, tæt ved et af hjørnerne. Ikke nogen specielt god plads. Udsynet var ikke det bedste, og jeg skulle også hele tiden rejse mig, fordi nogen skulle ned efter fadøl eller popcorn. De to mål blev også scoret i den modsatte ende af banen. Overblikket er meget bedre fra pressepladserne.

Men det var fuldkommen lige meget, for hvor var det fedt bare at være en del af magien. I mit job som kommentator risikerer jeg at miste følingen med fodbold fra tilskuerpladserne. Fordi vi altid sidder på vores i bogstaveligste forstand ophøjede pladser.

Jeg havde en mission med at være tilskuer til Danmark-Skotland. Jeg skulle have bekræftet både den store historie og den lille historie.

Den store historie er Danmarks. Den begyndte i Parken lørdag 12. juni, da Christian Eriksen faldt om med hjertestop for øjnene af os alle sammen. Vi vidste det ikke dengang, men det forfærdelige øjeblik blev på sin egen surrealistiske måde startskuddet til en fortryllende sommer.

Hele Danmark blev forenet omkring landsholdet, som så ovenikøbet kvitterede med en række fænomenale kampe, en plads i semifinalen og en charmerende åbenhed.

Det ville da have undret mig, hvis ikke EM-euforien stadig havde tag i danskerne, og det skal jeg også love for, vi fik understreget i Parken forleden dag. Hvis man havde boet i en lejlighed på Østerbro og ikke vidste bedre, ville man have troet, at Danmark havde scoret allerede fem minutter over halv ni, for her eksploderede det hele første gang.

Var det Danmark, der kom på banen, anført af Simon Kjær? Næ, det var såmænd reserverne og trænerstaben, der diskret gik ned langs sidelinjen for at indtage deres pladser på bænken. Således fortsatte det hele aftenen, og selvfølgelig tilgav vi drengene, at tempoet faldt efter pausen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Set fra et tilhængersynspunkt handlede kampen nemlig om to ting: For det første ville vi se Danmark vinde og brillere. For det andet ville vi sige tak for de fede oplevelser, vi fik via fjernsynsskærmene, da Danmarks slutrunderejse tog landsholdet væk fra København. Det var jo de færreste, der havde mulighed for at følge holdet til Amsterdam, Baku og London. Som der så rigtigt stod på et banner på den ene endetribune: I har samlet nationen på ny.

At Danmark står bag landsholdet, fik jeg til fulde bekræftet. Det føltes, som om der kun havde været få dages pause mellem semifinalen mod England på Wembley og VM-kvalifikationskampen mod Skotland.

Den lille historie handler om mig selv. Hvad med den EM-eufori, jeg selv blev ramt af, i særdeleshed efter sejren over Wales i Amsterdam, hvor jeg efter kampen fandt mig selv stå og danse rundt med min familie og råbe 'FIRE NUL, FIRE NU-U-UL'?

Den korte version er, at det kunne jeg. Jeg jublede lige så meget som mine sidemænd og -kvinder, da Daniel Wass og Joakim Mæhle scorede, og jeg var fyldt med den samme stolthed over landsholdet, som jeg følte under EM.

I 80erne var jeg kæmpefan af det danske landshold. I 1984 interrailede jeg til Frankrig for at se semifinalen mod Spanien. I 1985 sad jeg 650 kilometer bag på en motorcykel for at se Danmark vinde 5-1 i Oslo. Siden blev det anderledes, fordi jeg selv kom på landsholdet, og jeg har aldrig kunnet genfinde min ungdoms følelser for landsholdet og dets spillere. Jeg har holdt med dem, for hvad skulle alternativet være? Men jeg har ikke holdt af dem.

Den måde, som landsholdet i nullerne begyndte at lukke sig mere og mere om sig selv, irriterede mig og gjorde, at landsholdet blev ligegyldigt. Jeg synes, håndboldspillerne med deres åbenhed og frimodighed var meget federe.

Kulminationen på dårligdommene kom i 2018, da spillerne nægtede at møde frem til en kamp mod Slovakiet på grund af en lønstrid. Hvad var der så at være stolt af? Som de walisiske fans hånligt sang til den efterfølgende landskamp: You’re only here for the money. Jamen, det var da sådan, det føltes. Det er blot tre år siden.

I dag er alting forandret, og jeg må sige, at jeg er lykkelig for at føle mig som en del af eventyret om Kasper Hjulmands landshold. Ved EM-slutrunden var jeg kommentator med den afstand, som sådan et job kræver. Lørdag aften er jeg det igen, når Danmark møder Færøerne. Men til daglig er jeg bare fan af Danmarks landshold. Igen. Det kunne jeg tydeligt mærke i onsdags.