Så gjorde han det alligevel én gang til.

Selvom landstræneren jo sagde, at man ikke kan forvente, at wingbacks bare kan blive ved med at score mål.

Og så lige ro på, når det kommer til drømmene om guld i Qatar næste år, for det er alligevel lidt for skørt at forestille sig, at vi kan spille op mod de allerstørste til VM.

Det er emnerne i denne uges udgave af Bruuns barometer, som du får lige her:

De danske fantaster

Der går en fin linje mellem at være drømmer og fantast. Jeg vil hævde, at de, der efter sejren over Østrig begynder at fable om Danmark som mulige verdensmestre, hører til den sidstnævnte kategori.

Jeg vil i hvert fald anbefale jer at kigge kampene ved den lille slutrunde i Nations League igennem først, for så tror jeg, det går op for jer, at I drømmer mod bedre vidende. Her var tale om fire kampe på allerhøjeste niveau med Frankrig, Spanien, Belgien og Italien som aktørerne. Den slags nationer tror jeg ikke på, vi kan vinde over.

Hvis vi skal kigge på de enkelte holddele, så tror jeg, at vores offensiv, som har bombet mål ind mod små og mellemstore nationer, kommer til kort mod de allerbedste. Danmark kommer givetvis til at gøre en god figur ved VM i Qatar. Men vi har ingen chance for at vinde.

Du milde Mæhle

Var det ikke Kasper Hjulmand, der for nylig sagde, at vi jo ikke kunne forvente, at Joakim Mæhle fra sin position som venstre wingback ville blive ved med at score så mange mål? Godt, at Mæhle ikke hørte det, for landsholdets elskelige nordjyde, der har gjort Østervrå kendt i det ganske danske land, fortsætter bare med at lave landsholdsmål.

Med de to mål mod Moldova og Østrig er han oppe på SYV mål i 21 landskampe. For at give os en fornemmelse af, hvor vildt et tal der er tale om, kan jeg fortælle, at landsholdets store wingback i 1980erne og 1990erne John Sivebæk brugte 87(!) landskampe til at score blot en enkelt gang.

Når man ved den slags, så bør man jo bare sætte endnu mere pris på Mæhles formidable nyfortolkning af positionen som wingback.