Selvfølgelig!
Det er fabelagtigt og surrealistisk at kunne sige det på den måde. Men det danske landshold skal til VM. Billetten er hjemme.
Om godt 13 måneder tænder Kjær, Højbjerg, Mæhle og alle de andre op under endnu en slutrunde og endnu en dansk fodboldfest. Og de gør det med en selvfølgelighed, der sender tankerne og drømmene på rød-hvid himmelflugt.
Landsholdet har brilleret sig til VM på den mest overbevisende og suveræne måde, man kan forestille sig. På en måde, som burde være forbeholdt langt større fodboldnationer end et lillebitte land med knap seks millioner sjæle og mørke otte måneder om året.
Otte sejre af otte mulige, 27-0 i målscore og en sikker og komfortabel plads ved VM-bordet som af de første nationer på kloden. Det er de tal og fakta, store VM-drømme er lavet af. Når spillet samtidig har været kulørt, kreativt og kælent og samhørigheden mellem landsholdet og danskerne er større og tættere end i flere årtier, er det svært at holde armene nede.
Og hvorfor skulle vi egentlig også gøre det? Op med dem - og knyt næverne i glæde og stolthed, mens de er deroppe.
Som danskere skal vi være vanvittigt glade en aften som tirsdag. Husk på, det kun er sjette gang i historien, et dansk herrelandshold er med til det største af det største - en VM-slutrunde. Det er VM-slutrunder, de største fodboldmomenter skabes og udspringer af.
Sådan nogle kommer der med noget nær statsgaranti også næste år. For vi har et landshold, der kan nå langt og skabe endnu en euforisk måned, som forhåbentlig kan nå op i nærheden af den, vi havde i sommer.
Spillerne er fantastiske, Kasper Hjulmand har været en åbenbaring som dansk landstræner - og fodbolddirektør Peter Møller står tilbage som en enorm sejrherre godt to år efter, han tog den kontroversielle og risikable beslutning om at skifte en vindende Åge Hareide ud med netop Hjulmand.
Nu får Hjulmand og spillerne 13 måneder til at forberede sig - og til at forbedre sig. For det her hold kan blive endnu bedre.
Det er fænomenalt at have den forventningsfulde smag i munden - ikke mindst med tanke på, at holdet de seneste fire måneder har været uden den spiller, der de foregående fem år var Danmarks bedste og landsholdets omdrejningspunkt, Christian Eriksen.
Desværre er der andet end forventning, eufori og ufortyndet glæde bagest på tungen.
For vi kan og må ikke ignorere eller glemme, at Danmark nu skal spille et VM i Qatar. Det er begrædeligt og også synd for de spillere, der har gjort det så fænomenalt, at glæden ikke kan blive 100 procent ren af den simple årsag, at FIFA har valgt at fastholde en fra start af katastrofal og skandaløs beslutning om at henlægge VM til ørkenstaten med de ulidelige varmegrader og det mindst lige så ulidelige syn på menneskerettigheder og værdien af menneskeliv. Men det kommer vi til at tale meget mere om de næste 13 måneder…
