Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er slut!

Men den gyldne fodboldgeneration oppe på den forblæste vulkanø, der for nogle år tilbage fortryllede os med sejre over flere af de store europæiske fodboldnationer, og som ikke mindst sparkede England ud af EM i 2016.

Det er også slut for en af de helt store trænerskikkelser på det tyske landshold, ja, faktisk den med flest landskampe som landstræner for Tyskland, der i denne uge sagde farvel efter femten år på tronen.

Det er emnerne i denne uges udgave af Bruuns barometer, som du får lige her:

Det islandske eventyr er ovre

I sig selv var torsdagens uafgjorte resultat på udebane mod Rumænien et agtværdigt resultat for Island, men samlet set har indsatsen i VM-kvalifikationen understreget, at den lille klippeø ikke har en ny gylden generation parat. I de hidtidige ni kampe har Island kun formået at besejre lille Liechtenstein. Alle øvrige kampe er endt uden sejre.

For fem år siden var det rimeligt at kalde Island for Nordens stærkeste fodboldnation; i dag er der næppe en eneste spiller fra Island, der ville kunne komme på det danske eller det svenske landshold.

Islands overnaturlige præstation ved EM-slutrunden 2016 vil ingen glemme – slet ikke de af os, der var så heldige at være på stadion i Nice, da England blev besejret – men i dag må Island belave sig på at indtage en mere realistisk position i det internationale fodboldhierarki.

Danke, Jogi

Det var en af de helt store trænerskikkelser, som tysk fodbold sagde tak til torsdag aften. Joachim Löw blev behørigt fejret i forbindelse med Tysklands storsejr på 9-0 over Liechtenstein.

De sidste år af Löws regeringstid blev ikke så nemme, og måske netop derfor var der i Tyskland en trang til at få sagt ordentligt farvel til en mand, der stod i spidsen for det tyske landshold i 198 kampe i løbet af sin 15-årige regeringsperiode.

I en fodboldnation som Tyskland skal en landstræner have vundet verdensmesterskabet for at blive hyldet som en af de største, og det gjorde Joachim Löw i 2014. Hermed vil han blive husket på niveau med Sepp Herberger, Helmut Schön og Franz Beckenbauer. Som der i al sin enkelhed stod på et banner: Danke, Jogi.

Andre læser også