I 12 år var hun hans niece – nu skal de have et barn sammen.
Den brasilianske fodboldspiller Givanildo Vieira de Sousa – bedst kendt under navnet 'Hulk' – har levet livet til fulde både på og uden for fodboldbanen. Og det er især livet væk fra banen, der vækker opsigt i karrierens efterår.
I 2019 skabte det overskrifter, da 'Hulk' offentliggjorde, at han var i et forhold med Camila Souza – sin ekskones niece, som 'Hulk' altså tidligere var i familie med. Siden 2007 havde hans ellers dannet par med Iran Angelo de Souza, som han fik tre børn med, men hun blev siden skiftet ud med niecen.
Og nu skal 'Hulk' og Camilla Souza være forældre, hvilket de har offentliggjort på Instagram. Se opslaget i bunden af artiklen.

Nyheden falder næppe i god jord hos ekskonen, der har kæmpet med realiteterne, siden de to blev et par.
»Jeg gav alt til den pige, siden hun kom ind i min verden. Jeg ofrede mine drømme så mange gange for, at hendes kunne gå i opfyldelse,« har Iran Angelo de Souza tidligere udtalt.
Det har 'Hulk' til gengæld ikke haft meget til overs for. Han har tidligere udtalt, at han ville ud af ægteskabet, som var 'uden kærlighed'.
Han nægter også at have været sin ekskone utro. Ifølge ham fandt han sammen med niecen, da han spillede i Kina - efter han gik fra ekskonen.
»Camilla kom til Kina. Jeg synes ikke, jeg er en grim person, og jeg er ung. Hun er også ung og ekstremt smuk, så vi endte sammen, da vi begge var singler,« lød det fra 'Hulk' .
'Hulk', hvis kælenavn kommer af ligheden med skuespilleren Lou Ferrigno, der spillede 'Hulk'-karakteren i 1970erne, har spillet i Japan, Portugal, Rusland og Kina.
Nu er han tilbage i Brasilien, hvor han spiller for Atletico Miniero.
Han har desuden spillet 49 landskampe for Brasilien.