Nicklas Bendtner har stadig tro på tingene i Rosenborg.
Også til trods for, at han mandag startede på bænken for sin norske klub og i Rosenborgs første kamp ikke var prangende.
Efter mandagens 1-1-kamp hjemme mod Odd svarede Nicklas Bendtner på, om han nu også var i god nok form til at spille.
For hans egen træner i Rosenborg, Eirik Horneland, sagde søndag, at Bendtner lige nu ikke kan spille 90 minutters fodbold, og det skal folk i startopstillingen som udgangspunkt kunne.

»Jeg føler mig klar. Jeg har trænet meget godt, siden jeg kom tilbage, bortset fra enkelte dage, så jeg er ganske tilfreds,« siger Nicklas Bendtner til norske VG - og kalder det dog 'en uvant rolle'.
Adspurgt, om det er uholdbart for ham at sidde på bænken, svarer den danske angriber:
»Nu er der spillet én kamp, så lad os ikke begynde at male fanden på væggen. Vi tager det stille og roligt. Vi har spillet én kamp, jeg sad på bænken, og jeg hjælper holdet på den måde, så må vi se, hvad der sker fremover,« siger Bendtner, der tirsdag spillede reserveholdskamp for Rosenborg.
Han bliver også af VG spurgt, om han accepterer Eirik Hornelands begrundelse for at sætte ham på bænken.
»Ehhh... det er trænerens disponeringer og valg,« lyder svaret her, og han melder sig desuden klar til at starte næste kamp, som er mod Stabæk på udebane.
Den 31-årige fodboldspiller har tidligere fortalt, at han var i super form, da han kom til Rosenborg efter sin fodlænkeafsoning for vold i starten af året. Og det er han ikke den eneste, der synes.
I Danmark har Bendtner trænet fast hos Thomas Jørgensen fra Pro Treatment i Dragør, der til B.T. har fortalt om Bendtners træning og fysiske forvandling vinteren over.
Til gengæld er der også kritiske røster om Bendtners form.
Efter sæsonåbningen mod Bodø/Glimt blev store dele af Rosenborg-holdet slagtet i pressen for en elendig indsats - heriblandt Bendtner.
To norske eksperter såede i samme åndedrag tvivl om Bendtners fremtid i klubben, da den nye træner, Eirik Horneland, har skiftet system og spillemåde, der umiddelbart ikke ligger til Bendtner, der heller ikke længere ser ud til at være førsteangriber i klubben.