De ventede og ventede og ventede. Men forgæves.

Nicklas Bendtner dukkede aldrig op.

Den danske angriber var mandag aften for første gang i sin Rosenborg-tid vraget til startopstillingen til en hjemmekamp, da den norske klub storskuffede med kun 1-1  mod Odd. Efterfølgende var han pist forsvundet.

Ifølge VG ventede journalisterne kl. 22 stadig på Nicklas Bendter - mere end en time efter sidste slutfløjt - for at få en reaktion.

Nicklas Bendtner varmer op undervejs i kampen mod Odd.
Nicklas Bendtner varmer op undervejs i kampen mod Odd. Wold, Ole Martin

Herefter sendte mediets reporter en sms til Rosenborgs pressechef, der kunne fortælle, at den danske fodboldspiller havde forladt Lerkendal 'for 30 minutter siden'.

'Han må have taget bagvejen, for ingen fra pressen så noget til den 31-årige,' som VG konkluderer.

Rosenborg-træner Eirik Horneland ville godt sætte ord på, hvorfor Nicklas Bendtner ikke var med i startopstillingen i modsætning til årets første ligakamp, hvor han var på banen fra start.

»Han spiller ikke, fordi han har brug for mere træning for at kunne holde til 90 minutter.

»Dem, der skal starte inde i en fodboldkamp, skal kunne klare 90 minutter,« sagde Eirik Horneland ifølge VG:

Nicklas Bendtner (i midten) i en duel mod slutningen af kampen, da han var blevet skiftet ind.
Nicklas Bendtner (i midten) i en duel mod slutningen af kampen, da han var blevet skiftet ind. Wold, Ole Martin

»Det så vi sidste gang, at han ikke kunne klare. Han har brug for mere tid.«

Nicklas Bendtner kom på banen efter 79 minutter, men Eirik Horneland kunne ikke sætte ord på, hvornår den danske angriber forventes at være i tilstrækkelig form til at spille en hel kamp.

»Det kommer an på, hvor grundig han er i træningsarbejdet, og hvor hurtigt han klarer at forcere den proces,« sagde Eirik Horneland til VG.

Journalisterne ville også gerne høre, hvad Nicklas Bendtner 'synes om at blive vraget'.

»Det må du spørge ham om,« lød svaret fra træneren - men det var altså ikke muligt mandag aften.

Her var stemningen i øvrigt ikke god på Lerkendal, da Rosenborg kunne fik 1-1 mod Odd.

Spillerne måtte lægge øre til en pibekoncert fra publikum på grund af en dårlig sæsonstart med kun et point i nu to kampe.

Nicklas Bendtners holdkammerat Pål André Helland lagde ikke bånd på sig selv i vurderingen af indsatsen:

»Jeg er er rasende. Vi er elendige,« sagde han til Adresseavisen:

»Det er flovt, og jeg beklager af hele mit hjerte over for alle, der kom til kampen i dag. Sådan skal det ikke være. Uanset hvem, vi møder på Lerkendal, skal vi køre dem over. Det gjorde vi ikke i dag.«

Rosenborg ligger kun nummer 13 af 16 hold i Eliteserien efter de første to runder. I næste runde venter Stabæk på udebane.