De lå længe i spidsen og lignede vinderen af det engelske mesterskab.

Men det gik stille og roligt galt for Arsenal, der søndag aften kunne se Manchester City løfte trofæet i stedet.

Og det har fået flere fans til at vende blikket mod en dag i midten af marts, hvor der var en særlig gæst på Emirates.

I CBS-sportsstudiet nævnte de nemlig, at Arsenals point-høst ikke har været vildt imponerende, siden Kim Kardashian sammen med sin søn lagde vejen forbi, da den engelske klub spillede Europa League-kamp mod portugisiske Sporting Lissabon. En kamp, som Arsenal i øvrigt tabte, og det har fået mange fans til – med et glimt i øjet – at tale om 'Kim Kardashian-forbandelsen'.

  • 'Kim Kardashian besøgte Arsenal som Manchester City-agent'
  • 'Jeg giver Kim Kardashian skylden for Arsenals nedtur'
  • 'Arsenal var på vej til at vinde ligaen, da Kim Kardashian besøgte Emirates'
  • 'Kim Kardashian, kom aldrig tilbage til Emirates. Der har været en forbandelse, siden du dukkede op for at se Arsenal'.
  • 'Kim Kardashian skal aldrig komme tilbage til Arsenal'.

Sådan lyder et udpluk af de mange kommentarer på Twitter.

Efter realitystjernens besøg på stadion er det blot blevet til fire sejre i ti kampe for Arsenal, der har spillet tre gange uafgjort og tabt tre gange – noget, der altså blev udnyttet af Manchester City.

Kim Kardashian, der efterfølgende besøgte PSG, som inden den dag ikke havde tabt en hjemmekamp i 715 dage, skriver sig dermed ind i rækken af kendte, der bliver kaldt 'en forbandelse', når det kommer til sport.

Også sangeren Drake har samme stempel. Det er set flere gange, at det er gået dårligt for atleter eller hold, efter han har støttet dem offentligt.

Eksempelvis blev han udnævnt som ambassadør for basketballholdet Toronto Raptors, men efterfølgende begyndte de at få problemer i de store kampe.

I semifinalen ved US Open i 2015 tabte Serena Williams til Roberta Vinci efter at have mødt Drake, ligesom Conor McGregor efter et møde med rapperen tabte til Khabib Nurmagomedov.