Her er et godt råd til alverdens sportsstjerner: Lad være med at få taget billede sammen med Drake.

For det lader til, at der hviler en forbandelse over dem, der har gjort lige netop det.

Tendensen er klar: Poserer man sammen med den canadiske musiker, taber man den efterfølgende kamp.

Det har ramt flere fodboldspillere og -hold i de seneste uger, hvor Drake har været på turne i Europa.

Senest stillede PSG-spilleren Layvin Kurzawa sig op til et foto (herover), hvorefter det ellers så suveræne tophold blev ydmyget med 1-5 mod Lille i det største liga-nederlag i 19 år. Se højdepunkter fra den kamp øverst i artiklen

I begyndelsen af april var det Arsenals Pierre-Emmerick Aubameyang, der stod med Drake. Dagen efter var han med i 0-1-nederlaget til Everton.

Paul Pogba har også prøvet det. Den franske midtbanespiller blev foreviget med Drake efter en koncert, og så tabte Manchester United til Wolves i FA Cuppen.

Borussia Dortmunds Jadon Sancho poserede også med musikeren, hvorefter han og holdkammeraterne løb ind i en 0-5-afklapsning mod Bayern München.

Jadon Sancho fik en øretæve af Bayern München.
Jadon Sancho fik en øretæve af Bayern München. Foto: LEON KUEGELER
Vis mere

Sergio Agüero fra nærmest uovervindelige Manchester City har også været dér: Et billede med Drake - og vupti, så tabte man til Christian Eriksens Tottenham i Champions League - og angriberen brændte selv et straffespark i kampen.

Tidligere har man også i amerikanske sport talt om Drake-forbandelsen.

Nu har man så taget affære i AS Roma.

Den italienske klub har via sin altid underholdende Twitter-profil meddelt, at 'alle Roma-spillere har fået forbud mod at tage billeder sammen med Drake i resten af sæsonen'.

De senere år har der i fodboldverdenen også der været tale om en Aaron Ramsey-forbandelse: Hver gang Arsenal-spilleren scorede et mål, ville en kendt person dø kort tid efter.

Det har blandt andet involveret Apple-guruen Steve Jobs, sangerinden Whitney Houston og skuespillerne Paul Walker og Robin Williams. For kun at nævne nogle få.

Og faktisk har lige netop dén forbandelse for nylig fået ny opmærksomhed.

Det skete, da Aaron Ramsey scorede i torsdagens Europa League-kamp, hvorefter Liverpool-legenden Tommy Smith sov ind dagen efter.