Glæden spredte sig gennem Newcastles gader, som om de havde vundet mesterskabet, da de nye saudiarabiske ejere blev præsenteret for nogle uger siden.

Fansene lægger overhovedet ikke skjul på deres begejstring for den nye ledelse, som bringer Saudi-Arabiens prins Mohammed bin Salmans milliardformue med sig.

Søndag spillede klubben sin første kamp under ny ledelse, og her kunne det nye ejerskabs indflydelse i den nordengelske by hurtigt spottes. Massere af mennesker var nemlig mødt op udklædt.

Fælles for alle udklædninger var en shemagh, der er en tørklædelignende hat, som prins bin Salman og andre magtfulde herrer i Mellemøsten bærer. Og det fik, ifølge Daily Mail, antiracisme-gruppen Kick It Out op af sædet.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

For selvom det muligvis blot er tænkt som en hyldest til de nye ejere, er det i den antiracistiske gruppes verden langtfra efter bogen. Gruppen mener, at det at tage hatten på kan blive betragtet som blandt andet krænkende og racistisk.

Gruppen opfordrer derfor fansene til at stoppe med at klæde sig ud. Yderligere ønsker Kick It Out, at Newcastles fans skal undervises i, hvorfor det ikke er i orden at prøve at efterligne araberne ved at tage en shemagh på.

Ifølge det engelske medie er flere højtstående medlemmer af det engelske fodboldforbund FA også bekymret over situationen og oplyser, at FA overvejer at skride ind, hvis der ikke bliver taget hånd om sagen af Newcastle selv.

Klubbens første kamp med nye ejere blev til et 2-3-nederlag til Tottenham. Næste gang klubben skal spille på hjemmebanen, Skt. James' Park, er 30. oktober, hvor de møder Chelsea. Her skal det vise sig, om opfordringen fra Kick It Out har nogen effekt.

Du kan læse mere om det nye, kontroversielle køb af klubben og ejeren bin Salman her.