Han er bedre end nogensinde før og er blandt de mest formstærke angribere i hele verden.

Men nu kan Real Madrids stjerneangriber Karim Benzema muligvis se frem til lidt af en nedtur uden for banen. En retssag mod ham i den franske by Versailles starter nemlig onsdag, og her risikerer han hele fem års fængsel.

Det skriver den spanske avis Marca.

Benzema skal i retten for angivelig at have været indblandet i afpresning af sin daværende landsholdskammerat Mathieu Valbuena med en sexvideo.

En episode, der fandt sted i 2015.

Den franske stjerne har tidligere indrømmet, at han henvendte sig til Valbuena angående en sexvideo, som en af Benzemas barndomsvenner var kommet i besiddelse af.

Han nægter dog pure at have deltaget i afpresningen og hævder i stedet, at politiet brugte ulovlige metoder for at trække ham ind i sagen.

Sagen har allerede haft massive konsekvenser for den mangeårige Real Madrid-spids, der på grund af sin mulige involvering blev smidt af landsholdet og suspenderet gennem adskillige år.

Karim Benzema (th.) sammen med sin tidligere landsholdskollega Mathieu Valbuena tilbage i 2014.
Karim Benzema (th.) sammen med sin tidligere landsholdskollega Mathieu Valbuena tilbage i 2014. Foto: PHILIPPE HUGUEN
Vis mere

Først i sommer gjorde han comeback for 'Les Bleus', da Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, tog ham til nåde og overraskende udtog ham til sin EM-trup.

Tirsdag aften var Karim Benzema igen i hopla, da han spillede en stor rolle i Real Madrids 5-0-sejr i Champions League mod Shakhtar Donetsk. Her var han involveret i flere scoringer, inden han i slutningen af opgøret også selv kom på måltavlen.

Onsdag venter så en retssag, der betyder, at han – hvis han dømmes skyldig – risikerer at skulle afsone op til fem års fængsel, ligesom der også vil vente ham en bøde på 75.000 euro.

Ifølge Marca vides det dog ikke, om Benzema selv vil dukke op, eller om han blot sender sine repræsentanter.

Søndag venter nemlig en vigtig opgave, når han sammen med Real Madrid-mandskabet møder ærkerivalerne FC Barcelona.