Det startede med en kjole under en filmpremiere, hvilket satte spekulationerne i gang.

Og nu er det så bekræftet. Emma Raducanu har scoret sig endnu en stor aftale, og denne gang er det Dior, der har sikret sig en underskrift fra tenniskometen.

Hun er nemlig deres nye ansigt udadtil og havde en kjole fra netop Dior på, da hun var til premiere på den seneste James Bond-film 'No Time To Die'. En kjole, der er fra 2022-kollektionen, og det satte allerede mange spekulationer i gang.

»Den var himmelsk at have på. At få muligheden for at få sådan en kjole på, der er lavet med Diors magi, er helt unikt,« siger Emma Raducanu til Vogue.

Emma Raducanu i Dior-kjolen til premiere på den nye James Bond-film.
Emma Raducanu i Dior-kjolen til premiere på den nye James Bond-film. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Aftalen med modegiganten er blot den seneste i rækken for det unge stjerneskud, der tog sportsverdenen med storm, da hun tidligere i år overraskede alt og alle ved at vinde US Open.

Hun har fået flere tilbud, og efter sejren er hun også blevet ambassadør for Tiffany & Co., og hos Dior skal den 18-årige brite være frontfigur for både kvindetøj, hudpleje og makeup.

Efter sejren ved US Open gik det dog ikke helt godt for Emma Raducanu ved årets Indian Wells-turnering. Her røg hun nemlig ud allerede efter sin første kamp, da hun tabte til hviderusseren Aliaksandra Sasnovich.

Det ændrer dog ikke på, at hun har taget et helt vildt spring på verdensranglisten i år. Hun startede som nummer 345, men siden er det gået stærkt. I skrivende stund ligger hun nummer 24.