Tennisspilleren Holger Rune er ikke tilfreds. Han er faktisk langtfra tilfreds.

Det gør han meget klart på sin Instagram-profil søndag aften. Her langer den 18-årige dansker ud efter ATP, som er arrangøren bag mændenes tennisturneringer.

'I ved, jeg er en meget hårdtarbejdende mand, som aldrig brokker sig. I år har jeg kæmpet hårdt for at nå mit mål om at være en top-100-spiller i verden,' skriver Holger Rune og fortsætter:

'ATP har gjort det meget svært for mig og mange andre unge spillere, fordi deres rangering har været fastfrosset siden 2019. Det betyder, at spillerne på ATP-ranglisten stadig har deres point fra 2019 – uanset deres resultater i 2020 og 2021.'

18-årige Holger Rune.
18-årige Holger Rune. Foto: Sarah Stier
Vis mere

Du kan se hele Holger Runes opslag i bunden af denne artikel.

Systemet betyder ifølge den unge tennisspiller, at han er dårligere placeret på ranglisten, end han ville have været for få år siden.

'Hvis vi går to år tilbage på den normale rangliste, så ville jeg være nummer 62 i verden og ikke nummer 124. Betyder det noget?'

'Ja, for når du er ambitiøs og hårdtarbejdende, betyder det noget, at du får din belønning. Med den placering ville jeg kunne deltage i bedre turneringer og føle, at mit hårde arbejde blev belønnet.'

Helt grundlæggende mener Holger Rune ikke, at tennissporten hos mændene er retfærdig.

'Jeg føler mig træt og sur nu, fordi jeg ikke synes, at systemet er fair. Jeg elsker min tennis, men vi skal konkurrere på lige vilkår,' skriver danskeren således afsluttende.