Det er ikke hver dag, at gaderne i en stor engelsk by er prydet med saudiarabiske flag og jubel, men det var tilfældet torsdag.

Holdet med de ikoniske sort-hvid-stribede uniformer fra Newcastle er efter 14 år blevet fri for sin forhadte ejer Mike Ashley. Som erstatning er konsortiet Saudi Arabia's Public Investment Fund, ført an af Saudi-Arabiens styrtrige kronprins Mohammed bin Salman, trådt frem som ny ejer.

Desperationen for at komme af med Mike Ashley lagt oveni udsigten til et utal af milliarder luner godt i fansenes hoveder, for nu kan de drømme stort igen.

Men det er ikke alle, der er lige så begejstrede for saudiarabernes ankomst. Slet ikke administrerende direktør for den humanitære gruppe Democracy for the Arab World Now (Dawn), Sarah Leah Whitson.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

»Newcastle har solgt sit navn og omdømme til en brutal regering med en brutal hersker,« siger hun til The Guardian.

Udtalelsen kommer blandt andet på baggrund af drabet på den saudiarabiske Washington Post-journalist Jamal Khashoggi i 2018, hvor den amerikanske efterretningstjeneste har konkluderet, at mordet var orkestreret af den nye Newcastle-ejer prinsen Mohammed bin Salman.

Derfor mener Whitson, at købet et dybt kritisabelt.

»Det kan lige så godt putte bin Salmans billede på klublogoet. Det er mere tydeligt end nogensinde, at engelsk fodbold er villig til at sælge sig selv til enhver, lige meget hvor afskyelige deres forbrydelser er, bare de tilbyder nok penge.«

»Jeg tror ikke, at folk virkelig forstår, hvor stor og ødelæggende indflydelse denne handel vil komme til at have. Det normaliserer en diktator, der bogstavelig talt går rundt og slagter journalister,« siger hun.

Ifølge The Guardian er det ikke kun gruppen Dawn, men langt flere humanitære grupper, der er kritiske over for klubhandlen. En af dem er ALQST.

»Denne handel afspejler Saudi-Arabiens myndigheders PR-strategi, hvor de investerer i prestigefyldte sportsforretninger i et forsøg på at redde deres image,« siger direktør i ALQST, Nabhan al-Hanshi.

Altså mener de, at bin Salman gennem sportslig succes håber på, at sin egen og sit lands popularitet vil stige globalt. al-Hanshi fortæller yderligere, at konsortiet, Saudi Arabia's Public Investment Fund, der har købt Newcastle, ligeledes var indehaver af nogle fly, som blev brugt til at fragte journalisten Jamal Khashoggis drabsmænd til Tyrkiet, hvor mordet fandt sted.

»Altså er den saudiarabiske fond en direkte økonomisk arm for det saudiarabiske diktaturs brutalitet, og det er kilden bag de penge, som finansierer deres undertrykkende system,« siger al-Hanshi.

Og det er altså langt fra det eneste, der bliver kritiseret af de humanitære grupper. Men også at Saudi-Arabien, ifølge det store internationale medie Middle East Eye er et land, hvor:

  • Utroskab straffes ved stening til døde
  • Homoseksualitet straffes med døden
  • Kritiske journalister bliver slået ihjel
  • Højre hånd bliver hugget af, hvis man stjæler
  • Hvis man fornærmer islam eller religionens gud, straffes man med døden
  • Kvinder er undertrykte og har yderst begrænsede rettigheder

Alle konsekvenser, der minder meget om, hvordan Islamisk Stat med hård hånd styrede folket.

Listen kunne helt sikkert fortsætte, og derudover er det også værd at nævne, at Saudi-Arabien i øjeblikket er særdeles aktive i Yemen-konflikten, hvor landet blandt andet har bombet dele af Yemens befolkning, der ikke tror på det samme som dem.

Alligevel oplyser Sky Sports, at gruppen Newcastle United Supporters Trust har lavet en undersøgelse blandt klubbens egne fans, der viser at hele 93,8 procent ønskede at ejerskiftet gik igennem.

For et år siden var der allerede tale om ejerskiftet, men dengang blev det ikke til noget, fordi den blev afvist.

I april kom det så frem, at prinsen bin Salman havde truet den engelske premierminister Boris Johnson i en sms med, at de britisk-saudiarabiske relationer vil blive skadet, hvis han og den britiske regering ikke sørgede for at handlen fik lov til at gå igennem. Og torsdag var det altså tilfældet, hvor Newcastle blev købt af bin Salman.