Der er faktisk rørende momenter i Viaplay-dokumentaren om Nicklas Bendtner, men man river sig også i håret gennem godt halvanden time.
Jeg tør næsten ikke at sige det, men jeg blev faktisk positivt overrasket over Viaplays værk om Bendtner.
Den klassiske tanke nåede at dukke op: Har vi ikke hørt det meste med en udgivet bog, et realityshow samt al pressedækningen gennem de sidste 20 år?
Svaret er underligt nok nej.
Ud over at dokumentaren af instruktør Andreas Koefoed og forfatter Rune Skyum er enormt velproduceret, så er det sådan set også lykkedes at finde hjertevarme scener og give adgang til rum, vi ikke har chancen for at opleve på anden vis.
Man ser den magtesløse Bendtner skændes med sin agent Ivan Marko Benes over telefonen i perioden efter voldssagen, der kostede Bendtner 50 dages fængsel, og så får seerne også lov at være fluen på væggen, da Ståle Solbakken giver besked om, at tiden i FC København er forbi.
Den åbenhed er IKKE hverdagskost i fodboldverdenen.
Feel good-scenerne fra Arsenals træningsanlæg, hvor Bendtner er på besøg, er guf og god lir, og her kan man virkelig fornemme, at det ikke er hr. hvem-som-helst, der er dukket op. Ren kærlighed i klubben.
Den følelse dukker også op, da Familien Bendtner-hjemmevideoerne fra sidste årtusinde ruller over skærmen. Det ser lykkeligt ud, da faderen Thomas Bendtner stolt speaker løs, men de fleste kender det hjerteskærende efterspil, hvor angriberen endte med at slå hånden af sin far.
Det gør ondt. Også på mange folk omkring Nicklas Bendtner, der giver faderen et gedigent møgfald i dokumentaren. Men vi kommer hverken halvt eller helt i bund med Nicklas Bendtners egne følelser, og det er frustrerende som bare fanden i en ambitiøs dokumentar.
I pressemeddelelsen fortæller landsholdskæmpen, at han blev meget berørt af at se det færdige tv-resultat - problemet er bare, at den følelse ikke kan ses som seer. Selv da hjemmevideoerne ruller over skærmen til sidst for øjnene af en grinende Bendtner.
Han fortæller i løbet af den tre-delte serie, at han gemmer sig bag sine hatte, men han gemmer sig også bag grinet og gavtyv-smilet.
Det ses også i startscenen, hvor Bendtner vender tilbage til motorvejen, hvor han kunne have mistet livet. Her er den ironiske distance lige til at rive sig i håret af.
Jeg testede derfor, om der dog ikke gemte sig en dødsfrygt eller en anden større erkendelse, da vi mødtes til et interview i forbindelse med dokumentaren, men der var hans reaktion 'sygt nok, ik?', da vi talte om at finde de gamle vragdele fra hans Aston Martin.
Bagmændene bag dokumentaren kunne ikke vriste det fri af ham, selvom de brugte tricket med at gå tilbage til traumestedet - og jeg kunne heller ikke.
Her kommer så min erkendelse:
Vi er nok mange, der har haft for travlt med at fortælle Nicklas Bendtner, hvordan han skal gøre, føle og opføre sig, men det bliver ikke lavet om, og det må vi acceptere.
Han er bare Bendtner, og det sætter både loftet og gulvet for programmerne.
Del: