Det kunne have stoppet ham for altid, men i stedet endte det blot med at hæmme hans krop resten af karrieren.
Nicklas Bendtners krop blev aldrig den samme efter det chokerende biluheld i 2009, hvor den danske landsholdsangriber kørte galt i sin Aston Martin på vej til træning i Arsenal. Med 160 km/t mistede han herredømmet over den potente bil og køre galt.
»Nicklas er okay, men en smule rystet, og han har fået nogle skrammer,« sagde en talskvinde for klubben dengang.
Men det var værre end som så, for kroppen blev aldrig den samme bagefter, fortæller Bendtner i et interview med B.T. i forbindelse med udgivelsen af en ny Viaplay-dokumentar, der udkommer 12. februar.

I udsendelsen er den 36-årige fodboldstjerne for første gang tilbage på ulykkesstedet og gør et rystende fund, da han finder en vragdel fra bilen, han sad bag rattet i.
»Sygt nok, ik?«
»Jeg har jo ikke været tilbage på stedet, siden det skete. Det bragte en masse minder frem, og jeg synes, det er sjovt, at man kan finde glasfiber fra bilen.
»Det var ret skelsættende, for det påvirkede mig fremadrettet. Jeg overlevede, og det er det, jeg tager med. Det var det positive, men det kom også med en pris, der var ret højt.«

Hvad skete der med din krop?
»Den blev meget forslået, og der kom små følgeskader. I perioder, hvor du var nedslidt, så blev du ekstra nedslidt, fordi kroppen ikke kunne komme sig på samme måde. Jeg tror også, at jeg startede for hurtigt, der var stadig for meget inflammation.«
Dengang 21-årige Bendtner missede en Champions League-kamp mod Olympiakos, men var tilbage mod Blackburn kort efter, hvor han sågar scorede.