Gareth Bale skal ingen steder.

I hvert fald ikke, hvis man spørger hans agent, Jonathan Barnett.

»Gareth har det fint. Han har to år tilbage af sin kontrakt. Han kan godt lide at bo i Madrid, og han skal ingen steder,« fortæller Barnett til BBC Sport.

Der er ellers blevet talt meget i kulissen om, hvor den 31-årige walisiske superstjernes fremtid ligger, og om han er en færdig mand i Real Madrid.

Gareth Bale har på det seneste mest været vant til at sidde på bænken.
Gareth Bale har på det seneste mest været vant til at sidde på bænken. Foto: VINCENT WEST
Vis mere

Real Madrids manager, Zinedine Zidane, har forvist Bale til bænken, hvor han alligevel har tiltrukket sig en del opmærksomhed, og waliseren har gjort sig særligt uheldigt bemærket på tribunen, mener flere spanske medier.

Og i Real Madrids sidste kamp i La Liga i denne sæson, der blev spillet i søndags, var Bale slet ikke med i truppen.

De seneste uger er der således blevet spekuleret i et iskoldt forhold mellem Zidane og Bale, og i de sidste seks kampe står den walisiske superstjerne noteret for lige præcis nul minutter.

Spanske medier noterede sig ligeledes, hvordan Bale nærmest ikke deltog i torsdagens fejring af det spanske mesterskab, der kom i hus, men i stedet forholdt sig passiv.

Bale var senest i aktion 24. juni, hvor han fik 71 minutter mod Mallorca, og han har efter coronapausen fået sølle 100 minutter i 10 kampe.

Bale har kontrakt med Real Madrid frem til 2022. Siden sin ankomst til den spanske storklub i 2013 har han scoret mere end 100 mål og vundet fire Champions League-titler.