Det mest succesfulde cykelhold gennem de seneste 10 år ændrer navn.

Således får Chris Froome, Egan Bernal, Geraint Thomas og alle de andre stjerner et nyt print på trøjen, og det sker allerede fra årets Tour de France-start i Nice 29. august.

Navnet, som minder meget om det nuværende, er blevet offentliggjort af Team Ineos onsdag.

Fra nu af vil det hedde Ineos Grenadiers.

Den britiske rigmand Jim Ratcliffe er chef for Ineos chemicals group, som er hovedsponsor for Team Ineos.
Den britiske rigmand Jim Ratcliffe er chef for Ineos chemicals group, som er hovedsponsor for Team Ineos. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

'Team Ineos har i dag bekræftet, at holdet bliver til Ineos Grenadiers fra Tour de France-starten 29. august 2020,' skriver holdet på sin hjemmeside.

'Ændringen vil justere holdet i forhold til Grenadier, en firhjulstrækker uden dikkedarer, som er designet, bygget og produceret af Ineos Automotive.'

Bilens design blev afsløret i denne måned, men det er først fra slutningen af 2021, at den bliver sendt i produktion.

Team Ineos, der tidligere har heddet Team Sky, har vundet syv af de seneste otte udgaver af Tour de France.