Manchester United-legenden sir Bobby Charlton er i sorg.

Fredag 10. juli mistede han sin bror Jack, men ikke nok med, at han lider et enormt tab, så kunne han heller ikke være til stede ved broderens begravelse.

Det skyldes, at Sir Bobby Charlton er så syg, at han ikke kunne deltage, skriver Mirror UK.

Men legenden havde da sendt en buket blomster med en rørende hilsen til sin nu afdøde storebror.

Sir Bobby Robson og resten af familiens rørende hilsen til afdøde Jack.
Sir Bobby Robson og resten af familiens rørende hilsen til afdøde Jack. PETER BYRNE

'Hvil i fred, Jack, vi sender vores dybeste sympati. I vore tanker fra Bobby, Norma og familien,' stod der på kortet, der ledsagede buketten, og som lå ved siden af Jack Charltons kiste.

Det er faktisk ikke kun sir Bobby Charlton, som er født i 1937, der af mange anses som en legende.

Den to år ældre bror Jack var også en ikonisk fodboldspiller. Især i Leeds United udmærkede han sig, og han er den dag i dag fortsat den spiller, der har spillet flest kampe nogensinde for de hvidklædte.

Derfor var der også tusindvis af mennesker i gaderne, der hædrede den afdøde Charlton-bror.

Jack opnåede også legendestatus, da han var med på det engelske landshold, der vandt VM-guld i 1966.

Det er stadig den dag i dag den eneste gang, at England har kunnet kalde sig verdensmester.